New York-København

Det er præcis en uge siden jeg landede i Danmark sammen med min kæreste og mine fire store kufferter.

Jeg befinder mig lige nu på en lille ø i det sydfynske, hvor her i alt kun er 15 huse. Større kontrast til det liv i New York, jeg netop har forladt, er svær at finde. Her er ingen biler, ingen huse med mere end to etager og ingen blandede nationaliteter. Til gengæld er her æsler og køer på markerne og vand i sigte i alle retninger. Og så er her så stille, at selv den sagte brusen fra boblerne i glasset med danskvand nemt kan høres.

Heldigvis skal vi kun tilbringe weekenden her, ellers ville jeg nok hurtigt få ø-kuller, men det er et dejligt åndehul, når tankerne skal samles, og hvor vi kan nyde hinanden, inden min kæreste skal vende alene tilbage til livet i New York, og jeg for alvor skal starte mit nye liv i København.

Da jeg flyttede til New York i august 2006, gjorde jeg det primært for at opleve en hverdag sammen med min kæreste. Vi havde i halvandet år forinden pendlet frem og tilbage over Atlanten, været på romantiske mini-ferier bl.a. på Island - og i det hele taget gjort hvad vi kunne for at tilbringe mest mulig tid sammen. Det var alt sammen skønt, men vi savnede en hverdag sammen. Min kæreste var i fuld gang med i sit livs dømme-projekt i USA og var altså ikke lige på vej tilbage til Danmark. Således gik det til, at jeg opsagde mit Projektleder-job i København og solgte min andel for at starte en ny tilværelse sammen ham i New York.

Hallo hjemve

Jeg ved ikke præcis, hvad jeg havde forestillet mig, men min første tid i New York blev uden tvivl mit livs hidtil største udfordring. Jeg havde tidligere rejst en del og opholdt mig i længere perioder i Afrika, Australien, Asien, Mellemøsten etc. Det havde hver gang været kilden til ny indsigt og stor inspiration, og jeg kendte ikke til følelsen ’hjemve’.

Det kom jeg til nu, pludselig befandt jeg i en lejlighed i New York med en kæreste, der arbejdede 10-12 timer om dagen – Jeg stod uden job og uden omgangskreds.  Jeg savnede mit travle job som projektleder på web-bureauet i København, jeg savnede mine venner og min familie; og jeg savnede friheden på min cykel til at køre hvorhen jeg ville. Jeg kan huske, at jeg en aften, da min kæreste kom hjem fra arbejde, faldt ham grædende om halsen og hulkede, at jeg følte mig fuldstændig amputeret.

Det er oplagt at tænke: ”Tør dog øjnene, tøs. Du bor i New York - Verden fedeste by”. Men lige dér føltes det mest som om jeg havde gate-crash’et min kærestes drøm uden egentlig at have en rolle i den. Min kæreste gjorde selvfølgelig alt, hvad han kunne for at jeg skulle falde til og føle mig hjemme. Og det var da også via hans professionelle netværk, at jeg to måneder senere fik job som Interactive Producer i et CSR-fokuseret Kommunikationsbureau. Nu kunne den hverdag vi sådan havde længtes efter for alvor begynde at tage form.

”Vil du ha’ marokkansk, italiensk, indisk, mexicansk,
koreansk, japansk, thai, fransk eller en burger i aften, skat?

Det blev selvfølgelig en hverdag meget anderledes fra en dansk hverdag. Vi havde begge lange arbejdsdage, og det var helt almindeligt, at vi spiste ude 5-6 gange om ugen – det kunne bedre betale sig end at lave mad hjemme, kvaliteten var høj, priserne rimelige og udbuddet enormt – der gik sjældent en uge uden vi afprøvede nye restauranter.

Desuden benyttede vi os flittigt af at gå til koncerter, screenings, foredrag, debatter og ferniseringer... den kulturelle scene i New York er et overflødighedshorn, således har vi bl.a. hørt Steve Wozniak (Apple’s co-funder) fortælle om iWoz, Alejandro González Iñárritu om filmatiseringen af Babel og old-school rapperen KRS-One rappe så taget løftede sig på vores lokale spillested.

I USA er det almindeligt med kun to ugers ferie om året, så vi brugte i høj grad weekenderne og de få officielle helligdage til at udforske landet – enten i en lejet bil eller med indenrigsfly. Landet er så alsidigt og mangfoldigt, at det på sin vis giver en lidt bedre forståelse for, hvorfor under 25 % af amerikanerne har et pas.

Tilbage i Danmark

I den forgangne uge har jeg oplevet alt fra et bryllup, mødet med jobcenter, Borger service og A-kasse( hvor jeg fandt hjemvendte.dk), set på lejlighed, været til en spændende jobsamtale samt et par klassiske danske par-middage og har desuden ønsket en barndomsvenindes førstefødte velkommen til verden.

Det har været en go’ uge, solen skinner og efterårslyset pynter på landet. Generelt har både servicen og humøret i Danmark været højere end forventet. Jeg må indrømme, at jeg optil hjemkomsten har været nervøs for, hvordan det ville være at vende tilbage til Danmark – og har nok især frygtet at blive mødt med gråvejr og sure miner.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg vil komme til at savne den imødekommenhed, der præger det offentlige rum i New York og i særdeleshed i Brooklyn, hvor jeg har boet de sidste to år. Jeg har besluttet, at jeg vil tage noget af det med til Danmark og indtil videre har det vist sig, at når jeg hilser på folk på gaden i København, så hilser langt de fleste faktisk tilbage. Og i dag var der sågar en mand, der holdt døren for mig. Dejligt J

”Ta’ det roligt, Danmark”

Kun en enkelt gang i ugens løb, blev jeg mindet om emsigheden og Janteloven herhjemme. Det var den dag, vi landede i Danmark. Vi havde været til bryllupsfest og var høje på champagne, overdådig mad og godt selskab - kombineret med lidt jetlag.

Vi havde besluttet os for at fortsætte festen på en nærliggende bar, da vi ankom til stedet var der kø udenfor. Vi sprang køen over for at tale med dørmanden om muligheden for at blive lukket ind – Og straks var de der i køen med deres sure miner og ”Vi var her først” – kommentarer. Til min egen store forbløffelse hørte jeg mig selv svare igen med et affekteret og bestemt:”Tag det roligt, Danmark”. Det fik min kæreste til at dreje 3 gange rundt om sig selv af forlegenhed, og en af vores venner til at komme med en søforklaring om, at vi var nygifte fra New York. Det endte heldigvis med, at de øvrige personer i køen trak på smilebåndet.

Jeg har sidenhen grinet en del af situationen og har selvfølgelig spurgt mig selv, hvor det kom fra. Bemærkningen skyldtes nok, at jeg med ét blev mindet om, hvordan vi i Danmark ofte har en meget kort lunde og et veludviklet brokke-gen, og så har vi ofte meget travlt med at sørge for, at vi ikke bliver snydt. Det er en side af os danskere som jeg bestemt ikke har savnet, og som jeg helst vil være fri for at blive hyllet ind i igen.

Jeg kan ikke huske, at jeg på noget tidspunkt har oplevet noget tilsvarende i New York – der er bare lidt højere til loftet, hvad angår den slags scenarier. Det er faktisk helt almindeligt og socialt accepteret at nogle mennesker i visse sammenhænge kommer foran i køen.

At der er højere til loftet i New York, ved enhver der har været der. Der findes ingen Jantelov, og det er i sig selv en befrielse. Drømmen lever hos den enkelte; og det er mit umiddelbare indtryk, at man gerne hjælper andre på vejen til succes og i allerhøjeste grad anderkender andres succeser. Den veludviklede networking-kultur samt en oprigtig interesse for hinanden er gode eksempeler på dette.

Som dansker kan man til gengæld godt komme til at savne lidt selvironisk distance hos amerikanerne, de har en lidt kedelig tendens til at synes det er sjovere at gøre grin med andre end dem selv, og kan godt blive stødte, hvis man stiller for mange spørgsmål ved deres måde at gøre tingene på.

På distancen

Det er nu godt tre uger siden jeg kom tilbage til Danmark.

Jeg er tilbage i København, og min kæreste rejst tilbage til New York. Jeg er stadig ved at vænne mig til, at jeg rent faktisk bor her nu. Det er lykkedes mig både at få job og lejlighed; begge dele træder dog først i kraft om en måned. Det betyder, at jeg stadig bor i mine kufferter, hvilket naturligvis medvirker til at skabe en følelse af, at jeg blot er her på ferie.

Årsagen til, at jeg har valgt at flytte tilbage til Danmark, selv om min kæreste endnu ikke er klar til at følge med, er ønsket om en anden balance i livet – dels når det gælder balancen mellem arbejde og fritid og dels balacen i forhold til både at bruge tid sammen med såvel min kæreste som min familie og venner.

Balancen mellem arbejde og fritid i NY harmonerede ikke med den balance, jeg ønsker i mit liv. Arbejdsugerne kom nemt op på 50-60 timer, og der var tilmed ikke mange fridage at disponere over. Jeg henter meget af min inspiration og energi til mit arbejde i min fritid og i mine ferier – jeg har brug for at have en vis portion frihed at råde over. Denne frihed har jeg virkelig savnet i de to år jeg boede i NY. Og det er helt tydeligt, at hvis jeg skal tilbage til USA i en længere periode, skal det være under andre forhold.

Lige nu handler det om at få lang-distance forholdet til at fungere og få opbygget en ny hverdag i København. Og selv om pendler-livet ikke er den ideelle situation for os som kærester, er jeg sikker på, at der nok skal komme en masse godt ud af det. Det passer mig i hvert fald helt fint stadig at have en seng i New York.

 

Signe
08.10.08

Udrejsen
Igennem hele min barndom har jeg været vant til at rejse meget med mine forældre og som 16 årige tog jeg på et års high school ophold i USA. Det var et fantastisk år som for alvor gjorde mig eventyrlysten! Efterfølgende tog min mand og jeg (dengang kærester) til USA af henholdsvis 1 mdr. og 3 mdr. varighed, og det gjorde os ikke mindre eventyrlystne. Så i midten af 2000 efter jeg var blevet færdig med min Bachelor grad fra Aalborg Universitet søgte vi efter jobmuligheder i udlandet. Vi var egentlig minded på at skulle til USA, men en dag faldt min mand over et stillingsopslag i én af vores lokale aviser. Det var et dansk/singaporeansk firma som søgte en udviklingsingeniør til deres kontor i Singapore. Min mand blev tilbudt stillingen og ca. 3 mdr. efter var diverse papirer og vaccinationer i orden og vi drog på vores livs rejse!

Jeg havde forsøgt at søge job hjemmefra via en danskerliste som den Danske Ambassade i Singapore ajourføre, men det gav ingen resultat, så kort efter ankomst begyndte jeg at søge efter job gennem avisen og internettet, som heldigvis gav resultat et par måneder efter. Jeg blev ansat i et nyopstartet firma, Pixelmetrix Corporation, som udvikler og leverer avanceret test- og måle-udstyr til Broadcasting. Det har hovedsæde i Singapore og er ejet er en canadier, en japaner og en singaporeaner. Jeg fik job i deres marketing afdelingen, hvor jeg i samarbejde med marketingsdirektøren skulle stå for messedeltagelse world-wide, marketing materialer, website og PR aktiviteter.

 

Livet i Singapore
Højdepunkter for os var både den unikke arbejdserfaring og kulturforståelse vi erhvervede os samt det liv vi førte i eksotiske Asien. På mit arbejde fik jeg hurtigt mere og mere ansvar og flere ansvarsområder indenfor marketing og kommunikationsfeltet. Mine styrker som person/dansker var at jeg så muligheder frem for begrænsninger og at jeg turde gå udenfor bogen i forhold til mine asiatiske kollegaer, hvilket indimellem gav nogle udfordringer.

Arbejdstiden hed 9 – 18, så klokken blev hurtigt mange før man var hjemme og som regel spiste vi aftensmad på et af de lokale steder, hvilket bedre kunne betale sig end at købe ind til aftensmad. I Singapore er det helt naturligt at man enten har rengøringshjælp eller en ”maid” boende til at klare de huslige pligter, og da vi boede til leje som de fleste udlændinge gør, var der heller ikke nogen vedligeholdelse eller fornyelse vi skulle tage os af. Så selvom vi havde en lang arbejdsdag havde vi få forpligtelser i hjemmet. Selvom vi også fik en hverdag i Singapore følte vi altid en snært af at være udenlandsk – kulturen, mennesker og livet var bare så anderledes end hvad vi kom fra i Danmark. Efter et lille stykke tid fik vi en gruppe venner som bestod af danskere, andre europærer og singaporeanere, som vi hurtigt blev tæt knyttet til. Nu var der lige pludselig ikke familie arrangementer, så vi brugte meget tid sammen med vores venner, som stort set alle var i samme båd som os. Da Singapore er på størrelse med Bornholm var det også hurtigt og nemt at mødes og folk var klar på at lave noget impulsivt. Bagsiden af medaljen er at langt de fleste ”Expats” i Singapore er der for en begrænset periode, så fra den ene til den anden dag prøvede vi at miste nogle meget tætte venner som var blevet en slags familie for os. Det er hårdt og når vi var så langt væk fra familien og vennerne i Danmark var vi meget afhængige af vores netværk. Vi rejste rigtigt meget både med og uden venner til andre dele af Asien. Efter et par timers flyvetur var man på en eksotisk ø - det var nemt og billigt, at vi de første par år rejste én gang om måneden.

Det jeg savner mest er det internationale miljø og at kunne gøre flere ting mere impulsivt. Når man skal noget herhjemme skal det tit planlægges flere måneder i forvejen.

 

Hjemflytningen
Efter flere år i Singapore end vi havde regnet med og med familieforøgelse besluttede vi os for at søge efter job i Danmark. Det var en meget svær beslutning, men vi synes også, at vi havde fået det ud af det, som vi var rejst ud efter; nemlig oplevelser og oven i købet havde vi fået en unik international arbejdserfaring. Nu var der lige pludselig andre ting der trak som f.eks. at få hus og have. Vi havde hverken job eller bolig at komme hjem til, så hvor vi fik job afhang af hvor vi ville bosætte os.

Til at begynde med tænkte vi, at det vigtigste var jobbet, om det så lå på Sjælland, men da min mand tilfældigvis blev tilbudt et job i Svenstrup i Nordjylland, hvor vi er fra og det meste af vores familie bor kan vi nu se i bakspejlet at familien ville have været svær at undvære i mange situationer når man har små børn, er i gang med at renovere hus og samtidig falde til i Danmark igen. Vi havde ikke forberedt os meget på at flytte tilbage – kun at vi havde hørt det var hårdt og det kunne tage 1 – 2 år før man faldt ordentlig til igen. Vi var helt uforberedte på at vores søn på næsten 2 år var meget utryg ved andre end os de første 2-3 uger, hvilket var hårdt for både os og familien som jo havde set frem til at have ham tæt på.

Generelt var det en kæmpe omvæltning for os at flytte fra en eksotisk million by til at bo til leje hos min svoger og svigerinde ude på landet og samtidig skulle der tages store beslutninger omkring nyt arbejde, huskøb og oven i købet skulle vi holde kirkebryllup 4 måneder senere. Min mand havde det nemmere ved at falde til, men han var også i gang med sit nye arbejde med det samme og spillede fodbold med de gamle venner, hvor jeg imod savnede livet, vennerne og mit arbejde i Singapore rigtig meget. Heldigvis havde den nærmeste familie og de tætteste venner været på besøg hos os da vi boede i Singapore, så der var en vis forståelse fra deres side, når man sagde, at man savnede det hele derude. Efterhånden som vi var faldet til på vores nye arbejdspladser, var flyttet ind i vores eget hus og vores søn trives i dagplejen blev vi lige så langsomt genintegreret i Danmark. Samtidig er vi så heldige at en del af de danske vennepar vi har fra Singapore også er flyttet tilbage til Danmark, så to gange om året samles vi på skift hos hinanden og nogle af dem ser vi også ud over det. Det er nogle mennesker man har noget helt specielt sammen med og dejligt at have nogen man kan snakke om tiden i Singapore med.       

 

Fremtiden
På nuværende tidspunkt søger jeg nye arbejdsudfordringer indenfor marketing og kommunikation gerne i en international virksomhed, hvor jeg kan gøre brug af min internationale erfaring og stærke engelsk kundskaber. Efter vores hjemkomst fra Singapore var jeg også jobsøgende, som hurtigt gav resultat, så jeg er af den opfattelse at min internationale erfaring skiller sig ud i mængden. Da vi rejste fra Singapore var vi ret enige om, at vi ville ud igen og den plan har vi stadig – men hvornår og hvorhen er ikke fastlagt. Samtidig med at vi får sommerfugle i maven ved tanken om at skulle af sted igen tænker vi også på vores børns opvækst her i Danmark hvor de har ude livet, huset, venner og ikke mindst deres tætte forhold til familien.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig til at møde andre fra netværket ”hjemvendte i netværk”

Bettina
22.09.08

UDREJSEN:

Det hele startede i 1996 hvor en studie kammerat og jeg snakkede om at tage til udlandet for at arbejde. Det blev dog ikke til noget, da vi i første omgang blev tilbudt arbejde relativt kort efter vi begge var færdig uddannede som Ingeniører. Jeg selv fik arbejde i udviklings afdelingen hos en Nordjysk Mobiltelefon fabrikant. Efter ca. 2 år havde jeg fået en del kontakter hos forskellige udenlandske firmaer bla. I USA. Et af disse firmaer tilbød arbejde og det lød også spændende. Da min gamle studie kammerat og jeg mødtes igen lige efter jeg havde fået tilbudet fra USA talte vi endnu engang om det at flytte til udlandet og opleve en anden kultur og udleve eventyrlysten. Det sværeste var nok at sige farvel til familie og venner og af en eller anden grund var jeg overbevist om at USA var farlig, da man ofte hørte om folk som blev skudt ned på åben gade. Efter endnu et år tid med spekulation besluttede jeg at kontakte nogle af de firmaer i USA som tidligere havde tilbudt arbejde. Lynhurtigt var der igen flere tilbud på banen og efter, at havde været til flere job interviews besluttede jeg mig for at flytte til North Carolina for at arbejde i halvleder industrien. Dvs. Design og udvikling af chip til bla. Wireless LAN og mobil telefoner.  

OMSTILLINGEN:

Det var en kæmpe omstilling, da jeg ikke rigtig kendte nogen. Jeg troede også jeg var flydende i Engelsk, men noget så simpelt som at handle i et super marked var en prøvelse i starten. Da opvaske maskinen skulle fyldes op med sæbe gik jeg ned langs en lang hylde i et supermarked som hedder ”Harris Teeter” med alle mulige forskellige vaskepulvre. Da jeg endelig havde fundet den rigtige skyndte jeg mig hjem og satte maskinen igang. Jeg må havde faldet i søvn på sofaen den Lørdag eftermiddag for da jeg vågnede op var køkkenet og stuen fyldt med sæbebobler og det viste sig senere, at jeg selvfølgelig ikke havde købt den rigtige sæbe som var beregnet til opvask.
Det første år var hårdt og jeg spekulerede ofte i hvordan man kunne tage hjem uden at miste ansigt, men langsomt begyndte jeg at vænne mig til kultur forskellen. Amerikanerne var også vældig flinke til at invitere og da vennekredsen blev større og større forsvandt længslen til hjemlandet. Det hjalp også, at der i byen var flere udlændige som jeg blev rigtig gode venner med. Lige fra Frankrig, Sverige, Holland til New Zealand.

ARBEJDET:

Arbejdsmæssigt hed den 60-70 timer om ugen de første 2 år. Måske havde det ikke været nødvendig med så mange ugentlige timer, men jeg havde følelsen af det var vigtigt at præstere og dermed indirekte vise det var en rigtig beslutning at hente en Dansker derover når firmaet nu havde haft en del udgifter med flytning af ens personlige ejendele, stille bil til rådighed, arbejdsvisum etc. I forhold til det tidligere arbejde var det nye job endnu mere spændende og udfordrende og videns niveauet blandt de andre kollegaer var særdeles høj, hvilket yderligere løftede ens egen niveau. Selvom Danmark gerne vil bryste sig med at være et videns land så foregår den ypperste forskning og udvikling i USA og jeg kan godt forstå så mange udlændige vælger at flytte. Rådigheds beløbet for en famile er væsentligt højere pga. den lave indkomstskat samt biler kun koster en tredjedel af hvad de koster herhjemme.

KLIMAET:

Måske tænker man umiddelbart ikke over det når hjemlandet er Danmark og det blæser og regner og sommeren, tja..... Måske brokker man sig højest engang imellem når familen Danmark er samlet foran fjernsynet for at se den seneste vejrudsigt. Men klimaet betyder faktisk utroligt meget for ens velbefindende. Da jeg landene i North Carolina sidst i Oktober måned i 1999 skinnede solen fra en flot blå himmel og selvom om klokken havde passeret 18 så var temperaturen stadig midt i tyverne. Det havde heller ikke tidligere strejfet mig at naturen kunne havde sådan en positiv indflydelse. Ofte blev weekenden brugt i de skønne Blue Ridge Mountains hvor vi vandrede i bjergene og slog teltet op langs en af de mange floder og i simpel pioner stil levede af det vi nu kunne fange af ørreder og andre fisk (nogle gange hjalp det dog at have dåsemaden klar når fiskene ikke ville bide på). Badminton ketsjeren blev også skiftet ud med en rytter cykel da de andre alternativer ikke rigtig så lovende ud. Såsom basketball (kræver man er meget høj), Amerikansk fodbold (kræver man er stor og tung), baseball (utrolig langsommelig og kedelig spil) så cykling lød spændende. Desuden var der masser af cykel klubber i området, både for amatører og professionelle. Desuden var vejret og bjergene jo perfekt til cykling.

KULTUREN:

North Carolina ligger i bibbel bæltet og generalt er Amerikanerne mere religiøse end Danskerne, men specielt i bibbel bæltet går de fleste i kirke om Søndagen og også ofte om Onsdagen. Det betød dog ikke at Amerikanerne ikke drak øl og vin til maden. Tværtimod fik jeg ofte indtrykket af, at de godt kunne spise frokosten på Hooters (et spisested hvor de unge piger render rundt i en tætsiddende dragt og hvor dobbelt D skål åbenbart er et minimums krav) eller gå på bar hvor unge piger dansede lystigt, bare så længe man gik i kirke om Søndagen så var alt i orden. Specielt i syden er de gode til at invitere, meget åbne og hjertelige og de har praktisk taget ingen foredomme overfor folk med anden kulturel bagrund og udseende og så elsker Amerikanerne deres kæmpe ”oversize” Weber grill. Menuen stod ofte på barbeque og, - barbeque.  Ellers minder hverdagen en del om den Danske og faktisk så var forskellen ikke så stor som jeg havde forestillet mig. Jeg havde lejet et hus på små 250m^2. Det var svært at finde noget mindre. I Danmark er man vant til at lukke vinduerne og låse dørene, men her i syden var det ikke nødvendigt. Postkasserne var heller ikke låst for der var da ingen som kunne finde på at stjæle posten. Jeg hørte heller aldrig om hærværk på biler. Selve byen med sine 280.000 indbyggere må betragtes som en relativ lille by i USA, men jeg følte mig altid tryg ved at færdes i centrum en Fredag eller Lørdag aften. Der var ingen knivstiggerier, skyderier eller andre slagsmål. Det skal så nævnes at selvfølgelig var der kriminalitet i byen ligesom andre Danske storbyer, men så længe man holdt sig væk fra et område i den østlige bydel og ikke var rocker eller bande medlem så var det en utrolig fredelig by og stat.

HJEMFLYTINGEN:

Hovedårsagen til hjemflytningen var sygdom i den nærmeste famile. Samtidig havde mit Amerikanske firma valgt at åbne et design center i Aalborg så det var en nem beslutning da jeg således kunne fortsætte mit arbejde i Danmark.

TILPASNINGEN:

Jeg havde ikke gjort nogen overvejelser i hvad det ville sige at flytte tilbage. Men hurtigt opdagede man, at de fleste af ens gamle venner i Danmark da man ”forlod” dem var et andet sted i deres liv og meget havde ændret sig. Måske er det et onde af at havde oplevet andre verdener og kulturer, men lige pludselig føles Danmark bare lille og nogle af de problemer som Danskerne oplever som store synes petitesser for mig. Så er der selvfølgelig janteloven og Danskernes syn på udlændinge. Jeg er ikke specielt stolt af at være Dansker når man gang på gang hører hvordan udlængige bliver behandlet. Selv kan jeg huske hvordan vi i mit første arbejde for et Dansk firma fik nogle udenlandske ingeniører som kollegaer.  Ikke en eneste gang inviterede vi dem til frokost, på en Fredags øl, en tur i biografen eller andet socialt samvær. De blev simpelthed overladt til dem selv.
Selvom jeg har fortsat mit arbejde her i landet er indflydelsen blevet minde for hovedkontoret ligger nu engang 7000 km væk og med en tidsforskel på 6 timer er det ikke lige nemt.
Så spiller klimaet også en rolle. Neej hvor er det gråt og koldt det meste af tiden og så er det ligefør man skal støttehjul til cyklen for ikke at vælte i den stride Nordjyske vestenvind.

Efter at havde været i Danmark i 2 år nu synes jeg stadig ikke jeg er faldet til, men det kommer måske. Det eneste jeg rigtigt nyder indtil videre er at være tættere på familien.

DRØMME SAMT MÅLSÆTNINGER

Drømme er der rigelige af og egentlig så føler jeg mig godt tilpas da jeg ved at verden er lille og man på hvilket som helst tidspunkt kan flytte igen. Opholdet i USA har forstærket selvstændigheden samt sprogkundskaberne og de internationale venskaber man har fået gør, at ligemeget hvilket land i Europa eller USA man befinder sig, så kender man altid nogen.
Målsætningen er at starte mit eget firma på et tidspunkt. Hvornår og hvorhenne står dog i det uvisse. Samtidig er eventyrlysten måske endda blevet endnu større og jeg håber, at den erfaring jeg har opnået som udlandsdansker kan viderebringes til andre.
Jeg håber også at møde andre internationale mennesker, både Danskere og udlændige.   

UDVIKLINGEN I DANMARK:

Danmark vil få det svært i fremtiden at være en videns nation med mindre man gør det mere aktraktivt at arbejde her. Der vil stadig være en stor søgning af forskere til specielt USA hvor mulighederne bare er større så regeringen står med en kæmpe udfordring.

Man kan nok ikke ændre Danskernes fremfærd og væremåde og der er ikke nogen som bryder sig om at høre, at vi ikke er perfekte, men der er altid plads til forbedringer. Vi bør være mere tolerante og åbne overfor andre folkeslag.

Ulrik
16.08.08

 

Min indre vagabond på eventyr

Min rejse begyndte lidt anderledes end de flestes, jeg var 20 år og var begyndt at interessere mig meget for det spirituelle. Jeg var under den Fri Ungdoms Uddannelse, gik på Silkeborg kosmetolog skole, hvilket jeg ikke helt fordybede mig i og ville egentlig på daværende tidspunkt nok være make-up artist. Jeg besøgte Clairvoyanten Susanne Dalhgaard, søgte noget vejledende for min fremtid. Til min store overraskelse så hun mig i staterne, det sidste sted jeg havde drømt om at flytte til. Det var jo i Beverly Hills 90210’s storheds tid og jeg kunne slet ikke se mig selv i den overfladiske verden! Men hun så mig i Los Angeles, på make-up artist skole. Der gik ikke mere 3 måneder, så havde jeg fundet skole, bolig og var klar til mit eventyr. Anede ikke hvad jeg rejste ud til, talte gebrokken engelsk og flyttede til en by på størrelse med sjælland, hvor jeg ingen kendte.

Jeg landede efter en lang flyvetur i LAX, sikke en indrejse og en helt ny verden at suge til mig. Jeg følte mig som et barn i en Toy’s R Us. Jeg havde en måned før jeg skulle starte i skole, så brugte tiden på at udforske de nærmeste omgivelser og prøve at tilvende mig. Brugte dage på at udforske forskellige nabolag, mødte folk af mange kulturer og fandt det hele så fascinerende. Det gik hurtigt op for mig at i Los Angeles er der store race forskelle, nogle kulturer var ikke vant til en hvid piges venlig- og åbenhed. Ofte drejede det sig om hvem man kendte og hvad man kørte i. At jeg gik flere kilometer var uhørt, folk troede jeg var tosset.
De første 1,5 til 2 år var de hårdeste, for jeg skulle lære ”street smarts”, den californiske mentalitet og meget om de forskellige racer. Som vi siger ”overthere” jeg er en ” Down to earth kind of girl” og åben, jeg så ikke mennesker i farver/racer. Jeg så dem som interessante mennesker, med en spændende historie at fortælle og syn på livet.

Selvudvikling og visdom
Mine 7 år i Los Angeles, har været mine mest lærerige år, selvom at man lære hver dag hele livet. Jeg fandt ud af hvem jeg virkelig er og ”what I’m made of”. Ofte savner jeg den ”down to earth mentality”, pladsen til virkelig at være hvem man er, respekten for hinandens drømme & mål. Jeg har lært at et en eksamens bevis, flotte gennemsnit og en hue ikke er den eneste måde at komme frem på i livet. Da jeg kom til Los Angeles tjente jeg $ 6,5 i timen (33kr.), arbejdede 10 timer om dagen i solen. Efter 7 år havde jeg et CV af ”guld” i respekt og udtalelser, tjente $ 25-35 i timen (150kr-210kr.) som selvstændig ”car detailer”. Man kan hvad man vil, lad ikke andre stoppe dig eller få dig til at tvivle i dine evner, om du står i den danske mul eller i anden verdens del. Jante loven er ikke en støtte, men en udfordring. Det drejer sig ikke om at være mere end andre, men bare at turde være sig selv og følge sine drømme.

Spontane beslutninger

I mine yngre dage var mange af mine handlinger meget spontane og det blev mit valg om at rejse hjem også. Efter flere års ulovligt ophold i staterne og en nevø jeg endnu ikke havde mødt hjemme i DK. Blev en konflikt med endnu chef for meget og jeg tog en øjeblikkelig beslutning om at rejse til DK og for at se om det var et sted for mig? Det tog kun 3 uger, så havde jeg pakket og solgt hvad der kunne sælges, fået en enkel billet af min fru moder. Holdte afskeds middag med mine kære venner og turen gik til DK.

Jeg havde ingen forventninger som så om hvordan livet i Danmark ville blive, havde ikke været i Danmark siden 2000 og kendte det kun som jeg forlod det som 21-årig. Der gik ikke mange dage efter at jeg var landet, før jeg fik den danske mentalitet at smage, jeg havnede i aktivering og blev af de ansatte mødt med en krankende indstilling til os i aktivering. Efter 14 dage i aktivering, hvor jeg beskar træer, masser af slid og slæb blev jeg benægtet kontanthjælp og med en besked fra min socialrådgiver om at jeg bare kunne lade være med at flytte hjem? Hvad for noget?? Jeg er født og opvokset i Danmark, er dansk statsborger. Med mit L.A. instinkt vedr. lov og rettigheder, blev der med det samme sendt en sag i amtet og jeg vandt den. Min social rådgiver fik vidst lige frem en stor sort streg i bogen. At se hvordan tingene foregår i det danske social system og hvordan folk bliver behandlet, kan jeg godt forstå at nogle ikke kommer ud af det igen, for ikke alle har min styrke.

Det har været en svær omstilling for mig at falde til i Danmark, jeg var overvældet med følelsen af ensomhed og at folk ikke forstod mine drømme og drive. Jeg er vant til positive, spirituelle, kunstneriske, open-minded mennesker der bakker hinanden op i deres drømme og mål. Hvor jeg ofte herhjemme møder mennesker der er egoistiske, selv centreret, overfladiske, og har mere travlt med hvad andre gør og siger end at se ind i deres eget liv.

Det føre mig også til det der kan gøre mig godt gal i hovedet ved Danmark, først og fremmest JANTE LOVEN også synes jeg at det danske land er blevet snæver synet, vi dømmer ofte for hurtigt og er meget bange for noget der er fremmed og anderledes. En smule dobbelt moral finder jeg også. Danskerne har meget travlt med hvordan USA er politisk, miljø, livs stil m.v. Men samtidig år for år bliver alt i Danmark mere amerikaniseret. Julen er amerikansk præget, moden, udseende, musikken, vores stats minister er en mini Bush. Danskerne er slet ikke så unikke mere, mange hier efter den amerikanske livs stil. 

 Jeg er en meget open-minded person, udadvendt og imødekommende, føler ikke at folk kan håndtere denne udadvendte imødekommenhed, prøv at smil til en fremmed og se deres reaktion. Dog skal det da siges at efter knapt 2 år herhjemme, har jeg været heldig at møde mennesker, der har stor værdi i mit liv. Det jeg nyder ved at være tilbage i Danmark at være tættere på min familie, vores smukke forår, duften af ny slået græs, vores dejlige jordbær, musik festivaler, den offentlig trafik (lidt dyr) der faktisk er mindre forsinket og MEGET renere end i Los Angeles og at der er hjælp at hente i det offentlige, hvis man har brug for det og selv vil gøre noget for det.

Drømme og målsætning

Jeg har en historie at fortælle og ønsker at lære fra mig, jeg er en pige med store drømme. Mit mål er at bruge mine erfaringer med mennesker og oplevelser fra et liv uden sikkerhedsnet til at gøre en forskel i andre folks liv. Jeg har mange ideer til hvordan det kan gøres, derfor er det mit mål inden for det næste års tid at vælge et emne at starte med, udvikle det og bruge mine kontakter til at finde de rette mennesker til at repræsentere projektet for. Jeg har lært fra de første 2 år herhjemme, at ligge låg på hvem man er for at passe ind, er vejen selv nedbrydelse. Jeg vil finde mine styrker frem igen og finde vejen til at gøre i forskel for mig selv og andre på min vej. Vi kan kun ændre vores omgivelser ved at starte selv.

Quote; The mind is like a parachute – it only works if it’s open.
Jeg vil gerne slutte af med at takke Kirsten for hendes imødekommenhed og hendes artikel i SØNDAG jan. 2008, som min mor havde fundet til mig. Det tog bare at læse 15 linjer af artiklen og pludselig var det som at tabe 5 kilo fra mine skuldre, der var faktisk en der forstod mig og har haft det som jeg? Hvilken lettelse det var at læse at min følelse af ensomhed og mit kultur chok ikke var unormalt.
Det har givet mig en indre ro og glæde, at vide at der er et sted jeg kan henvende mig og blive forstået som hjemvendt dansker.

Anna
06.07.08

 

Back in 2001, I was dating a Danish girl, was living in Paris VIe Rue Dauphine just near the Pont Neuf. Kind of a perfect combination. I was working avenue de l’Opéra and used to take my bicycle from rue Dauphine. Not too bad. I had a nice job so did Katrine, she was working at the Fragonard museum of perfume, a perfect tourist place. We already had already the idea to move from Paris one day, just to see something different, knowing that Paris will always be there. I just came back from one year in the USA, we had both lived abroad, so doing it again was definitely not an issue.

I can not remember how it came but we one day decided to have a baby I just remember one day she was pregnant. As this was completely natural it was at the 13th week we discovered that she was actually expecting twins. From our cozy life in the VIe arrondissement of Paris we knew we had to move and find a bigger apartment, a double prawn (a challenge!), two beds, I had to sell my lovely blue MGB 1967 (inadequate) etc… It took some time to materialize but when our siblings Mathilde and Thomas arrived in 2005, it became clearer that we wanted to offer them something different from our life in Paris.

From our nice young couple life with restaurants, cinemas, theatres, concerts … we found ourselves running all the time, not sleeping, no more cinemas or restaurants, no more time. That was a change. On another hand we flew quite often to Copenhagen where Katrine’s family was living. All of a sudden this Paris circus sounded pretty awkward, even insane, eating at half past seven, children starting at nursery at the age of 7 months, impossible to take the bus or metro with a double prawn … It became pretty obvious for us that we needed to move at least to offer our children a better quality of life, different language opportunities and family environment. Family was a key element in our decision and Copenhagen became our destination of choice.

I started to look for a job in Denmark just after the birth of our children, first for international organizations UNICEF, WHO, … then to private companies BearingPoint was one of them. I really liked their spirit and uniqueness so we decided to accept the position. Katrine and I a deal; the first year she would take care of our daily life and I would concentrate on my new job which would require extensive travelling worldwide.

I first came alone 3 months travelling back and forth to Paris every two weeks. I had already travelled in Scandinavia and Finland quite heavily in the first 6 months. Since December 2006 I have travelled to Norway, Sweden, Finland, Netherlands, Morocco, England, Canada and USA several times. So far I have been working for "First Danish Terminal Operator" , Danske Bank and Sampo Bank. I had a very busy life in Paris juggling with consulting job, jazz musician activities and photographer. Since I arrived in Copenhagen I have decided to focus on my family and new job. I am nevertheless still playing acoustic bass and taking lessons with Jesper Bodilsen one of the best Danish Acoustic bass players, recommended to me by my former French acoustic bass teacher.

 

Back in Paris I was taking Danish lessons at “La Maison du Danemark” when we decided to move to Copenhagen. I had then already some basic knowledge of the language and culture that actually helped a lot. One positive thing with Denmark but Scandinavia in general is that people speaks English. On the other hand if you really want to integrate speaking the language makes a difference. When you have several Danes and one foreigner in the group after a couple of minutes everybody switch to Danish! I did not really have any specific problems expect for the language.

I started to take Danish lessons at KISS. Unfortunately this school is now closed. I did not find the adaptation really difficult compare to any other country I have lived in. Mainly because I already had my wife’s family I can consider as friends. I can easily imagine how difficult it could be for a complete stranger with no connection to any Dane.

I have handled most of the administrative steps (skat, sygsikrings kort, bank account, … ) and even if it was not easy all the time I found it much more efficient compared to what I have been accustomed to. For example it took me 3 weeks to organize our wedding here in Denmark while in Paris after a few months of fruitless discussions I simply gave up.

The only advice I would give to a newcomer, get a CPR number first! :)

Jean-Claude
05.06.08

Hjemkomsten – hvordan vi overlevede den mentale koldbøtte. 

Familien Kofoed-Christiansens erfaringer i den svære kunst at vende hjem til Danmark efter 5 år ude i den store vide verden:

- Jeg oplever det som om vi er Ludobrikker, der bliver slået hjem, hver gang vi rykker ud
og tror vi er tæt på mål. (Bodil)

 

Dannebrogsflag, smil, kys og kram.  En varm og velment velkomst. Sådan oplevede vi – far, mor og Jonatan på 15 – hjemkomstens første dag, da vi for 3 måneder sluttede vores udstationeringseventyr og landede i Danmark. Kærlig modtagelse af familie og venner i ankomsthallen i Københavns lufthavn. Jo, vi var savnede! Efter de sidste 3 års udstationering i Athen og Istanbul. Men de næste 3 måneder hjemme skulle vise sig at blive en udfordring.

De første måneder føltes som at starte helt forfra i sit liv. Et er at skulle falde til igen, genoptage kontakten med venner og familie, finde sig et sted at bo, hjælpe sin teenagesøn tilbage til sit danske liv med skolekammerater, lektier med ekstrafokus på hullerne i skriftlig dansk osv.
Karrieren skulle også genstartes – Nej, der var ikke lige nogen chef eller virksomhed, som stod i kø for at udnytte vores mange gamle og især nye kompetencer. Jamen regeringen, politikerne, erhvervslivets organisationer og beslutningstagere havde jo talt så meget om, hvor vigtigt det var, at danskere rejste ud i verden og dygtiggjorde sig. Danmark havde brug for sådan nogle som os, hørte vi jo hele tiden. Smukke ord – og tomme ord, for når det kom til stykket, så oplevede vi for det meste usynliggørelse og ligegyldighed.
Men efter de første skuffelser, så vi på hinanden og sagde: Vi må selv vende modgang til medgang. Vi vidste det ville tage tid – men der er kun én vej: fremad.

Et liv i verdens smørhul
Vi er en typisk dansk ”Far-mor-2 børn-familie”. Vi består af Niels (52 år), Bodil (55 år), Josefine (21 år) og Jonatan (15 år) samt Nemo - vores firbenede trofaste følgesvend (der som den eneste i familien hader synet af flyttekasser og rejsekufferter).
 Begge har vi gode uddannelser som akademiker og journalist. Begge sad vi i trygge faste job med udfordringer og  karrieremuligheder som hhv. medicinsk direktør og journalist i DR-nyheder.
Vi levede en tilværelse som en travl men tryg småbørnsfamilie med villa, Volvo og vovhund nord for København omgivet af en kærlig familie og gode venner. Kort sagt et familieliv i smørhullet.

Amerika kalder
Alligevel overvant eventyrlysten mageligheden. Vi måtte bare ud af ”reservatet”. Ud og opleve verden – ikke bare på en to ugers sommerferie til Mallorca men ud og opleve, hvordan det er at bo i en anden kultur
Og med lige dele nysgerrighed, eventyrlyst og lidt nervøsitet for forandringer med i baggagen, solgte vi vores hus, opmagasinerede vores møbler, pakkede de vigtigste ejendele i 8 flyttekasser og drog vestpå. Til USA. Året var 1999. Det blev første gang Kofoed-klanen drog ud.
Vi fik en på opleveren i USA. Børnene – Josefine på 12 og Jonatan på 6 faldt imponerende hurtigt til. Begge overvandt sprogvanskelighederne og erobrede en ny amerikansk hverdag i lyntempo. Talte efter 3 måneders ophold amerikansk med drævende østkyst-accent og rettede deres forældres håbløse skoleengelske udtale.
Vi voksne fandt også melodien i Connecticut. Alle vores bekymringer over at flytte til et andet land blev gjort til skamme. Amerikanerne tog imod os med åbne arme og vi oplevede en hjælpsomhed, humor og varme, som lærte os meget om vores egne mangler som danskere, der ikke rigtig gider udlændige. Niels fik et spændende job og gode kolleger. Bodil arbejdede freelance som journalist og var bl.a. med til at dække det amerikanske præsidentvalg for DR-nyheder.

Nye internationale kompetencer - et snubletrin på karrierestigen  
Efter to fantastiske år i USA skulle vi efter planen tilbage til Danmark til vores gamle job osv. Det var en omvæltning, men da vores forventninger heller ikke var store, forløb ”landingen” ret smertefrit - set i bagklogskabens lys. Ungerne klarede det bedst. De vendte tilbage til skolen og deres gamle klassekammerater.
Men vores eventyrlyst og nye kompetencer (nye erfaringer i organisation, ledelse, kommunikation, interkulturel viden osv.) kostede dyrt. Tilbageskridt for begge parter i karrieren, som for Niels’s vedkommende førte til et jobskifte til et nyt firma. Det første års tid efter hjemkomsten var hårdt arbejde for at finde karrieremæssigt fodfæste.
 
Next Stop: Mellemøsten
Trods vanskelighederne med genplacering på vores respektive arbejdspladser, var vi blevet smittet af ”globetrotter-syndromet”. Fire år efter hjemkomsten fra USA begyndte vi igen at kikke på hinanden og vidste at vi måtte ud igen. En fælles drøm var at flytte til Singapore – men det blev til Mellemøsten med Athen og senere Istanbul som baser. Det blev til 3 fantastiske men også turbulente år i to nye kulturer. Det kan der skrives lange historier om en anden gang.
Og trods en ”hård landing” en gang til, så har vi fået så mange fantastiske oplevelser, som vejer tungere end vanskelighederne ved hjemkomsten.
Men nu er vi altså tilbage i ”smørhullet” – en omvæltning med mange facetter – den vil vi gerne dele med jer -  for hvert medlem i vores familie har sin egen oplevelse af, hvordan det er at lande i Danmark  - set  i globaliseringens hellige navn.

• - For de individuelle stories - klik på foto og det enkelte familiemedlem.

Familien
05.05.08

UDREJSEN.

Da jeg i sin tid fik jobbet som dansk lektor på Université Marc Bloch (Strasbourg) i foråret 1999, havde jeg været ansat i næsten 2 år som amanuensis i dansk sprogvidenskab på danskuddannelsen ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet og før dette været ph.d.-stipendiat på Odense Universitet fra 1995-1997. Til trods for jeg altid har været interesseret i almen sprogvidenskab var og er min grundlæggende interesse fransk sprog, litteratur og kultur, så da muligheden åbnede sig for et længere ophold i Frankrig var jeg ikke i tvivl. Jeg søgte det ledige danske lektorat i Lyon og Strasbourg og fik efter jobsamtalen i undervisningsministeriet (som lektoratsordningen hørte under på daværende tidspunkt; i dag er ordningen under Videnskabsministeriet) tilbudt stillingen i Strasbourg og sagde naturligvis ja. Når jeg sagde ja, hang det sammen med at jeg på den ene side godt vidste at lønnen ikke var særlig god, men på den anden side altid havde jeg altid haft en drøm om at arbejde ved at fransk universitet.

Som uddannet i fransk sprog, litteratur og kultur har man, når man rejser ud, naturligvis en masse til dels romantiserede forestillinger om at undervise i det franske; imidlertid blev min start dernede noget besværlig, eftersom den franske administration frembød adskillige vanskeligheder såsom at finde en lejlighed, få en bankkonto osv.  Heldigvis havde jeg den store glæde at have en fransk kollega på instituttet, der var så venlig at huse mig hos ham og hans familie i to uger indtil jeg havde modtaget en check fra undervisningsministeriet til betaling af depositum til lejlighed. Da disse to uger var gået og hvor jeg bl.a. sammen med min franske kollega havde haft lejlighed til at besøge Vogeserne, også kaldet Alsaces Alper, og var kommet til Strasbourg igen, kunne jeg starte i min funktion som dansk lektor. Modsat af hvad man skulle tro, har denne funktion intet at gøre med et dansk lektorat på universitetet, idet der i denne stilling ikke er tale om forskningsbaseret undervisning – som i Danmark – men hvor man udelukkende udbyder (relativ elementær) undervisning i dansk sprog, kultur og (lidt) litteratur til og med bachelorniveau (på fransk kaldet ’Licence’). Der er med andre ord tale om maksimalt tre års danskstudier for Strasbourgs vedkommende.

Det var og er en ganske stor udfordring at undervise franske studerende i dansk, da Skandinavien ikke nødvendigvis har en central rolle i den franske bevidsthed. Taler man med en franskmand om for eksempel EU, er det primært forholdet til Tyskland, der har interesse. I magtforholdet mellem de tre skandinaviske lande er det stadigvæk Sverige, der fører an: Spørger man en franskmand om hvilket land Legoklodser kommer fra, vil det typiske svar være: ’Sverige’ pga. af IKEA-varehusenes tilstedeværelse i Frankrig. Af en studerende fik jeg en gang forslået, at H.C. Andersen var svensker, hvad der må karakteriseres som en national fornærmelse!! Når alt dette er sagt, havde jeg, da jeg startede som danskunderviser tilbage i 1999, mere end 20 studerende på mit begynderhold, så det er naturligvis noget, der giver én lyst til at undervise i sit modersmål i et romansk land. Samtidig er byen Strasbourg en fantastisk levende og dynamisk by, som det er svært at skulle forlade til 'fordel' for Odense, når man rejser hjem.

En ting man hurtigt noterer sig på et fransk universitet, er forskellen i opfattelsen af lærerrollen, som alt andet lige opfattes mere autoritativt dernede. Kort sagt har en fransk lærer altid ’ret’, selv når hun eller han ’tager fejl’. En norsk kollega til mig var fransk gift og hans kone brød sig dybest set ikke om den samtalende og  dialogorienterede måde den skandinaviske lektor typisk underviser på, da dette iflg. hende underminerede lærerens autoritet. Det gør det nødvendigvis ikke, men det siger noget om, hvor stor kulturel forskel der er i den pædagogiske tilgang i de to lande, en pædagogik som nok er en tand mere ’militant’ i Frankrig end hos os. Flere studerende fra andre fakulteter (især fra historiestudiet) fortalte mig i hvert fald, at man havde lyst til at modtage undervisning på det skandinaviske institut, fordi de dér følte at de blev taget alvorligt som voksne mennesker (noget de åbenbart ikke var alt for vant til på historiestudiet!). Jeg nød i den grad at være i Strasbourg; byens internationale atmosfære, Vogeserne, og naturligvis cafélivet, idet meget af min forberedelse af undervisning de facto foregik på caféen/brasseriet lige over for universitetet. For det interessante ved denne café/brasserie var, at godt nok var den om dagen præget af universitets lærere og studerende, men der kunne også komme folk ind, som ikke havde noget som helst med universitetet at gøre, hvilket gav stedet et multikulturelt ’touch’.
                            
                            
Hjemflytningen
Efter den første lektorperiode var udløbet (1999-2002), var jeg allerede begyndt at søge stillinger i Danmark, men eftersom de stillinger jeg søgte ikke bar brugt, valgte jeg at blive i Strasbourg i en ny lektorperiode (2002-2005), velvidende at 6 år er lang tid at være væk fra det danske arbejdsmarked. Jeg havde allerede fået                        en lille forsmag på nogle af de vanskeligheder der ventede, idet jeg efter ca. 3 år begyndte at føle mig lidt splittet mellem mit liv i Frankrig og mine rødder i Danmark.  Når jeg var på ferie hos mine forældre i Skagen, måtte jeg ofte ned på den lokale café for at ’reklimatiseres’ og når jeg var tilbage i Strasbourg, savnede jeg som oftest det hav, som altid har været en vigtig bestanddel i min opvækst i det nordjyske. Det var altid meget underligt at skulle forlade Danmark og ud på en lang togrejse (ca. 13 timer) efter at have holdt ferie i det danske sommerland hos min familie.  Og der skulle som regel gå en lille uge, før jeg havde vænnet mig til livet i Strasbourg igen. Denne splittelse gav mig en forsmag på det, der ventede mig når jeg skulle hjem, men jeg må nok indrømme,  at jeg blev noget chokeret over hvor brutal denne tilbagevenden til Danmark skulle  vise sig at blive.
                            

Da flytningen fra Strasbourg til Odense (jeg boede hos min søster det første år) var vel overstået, mødte jeg op på folkeregistret og blev der ’udsat’ for en ubehagelig ’skrankepave’, der krævede at se mit pas. Dertil svarede jeg, at jeg altså var dansk statsborger, men det mente den pågældende ’skrankepave’ kunne være noget, jeg fandt på! Det var en ubehagelig form for mistænkeliggørelse og for mig et tegn på at noget havde ændret sig i Danmark i de 6 år jeg havde været væk.
                            

Derefter meldte sig for alvor brutaliteterne i Danmark: For når man har været i udlandet mere end 5 år har man ikke ret til understøttelse (man må ikke være medlem af to nationale arbejdsløshedskasser på én gang) og derfor er der kun kontanthjælpen tilbage, når man kommer hjem efter ophold i udlandet. Med kontanthjælpen følger også tvangsaktivering (det kalder man i administrationssproget kalder ’straksaktivering’), hvad der for mit vedkommende bestod i at komme små ’dingenoter’ i små æsker 6 uger i træk fra kl. 8 til 15.30 hver dag! Der var med andre ord tale om noget af en social ’déroute’ fra at være universitetslærer på et internationalt orienteret universitet i Frankrig til at tilhøre det segment, der hører hjemme på ’samfundets losseplads’, som jeg dybest mener kontanthjælpssystemet er. For på de ’aktiveringskurser’ jeg siden er blevet påtvunget, har jeg skullet ’lære’ at møde til tiden, da argumentet for jobkonsulenterne er, at hvis man er på kontanthjælp, er man ikke i besiddelse af nogen form for disciplin, og derfor må man disciplineres! Jeg behøves vist ikke at fortælle nogen hvor deshumaninerende denne oplevelse har været. Selv om jeg har et langt CV og mange eksamensbeviser (cand. mag. i fransk og filosofi og ph.d. i fransk og 4 års ledererfaringer som institutleder ved det pågældende universitet i Strasbourg) har jeg siden min hjemkomst været fastlåst i kontanthjælpssystemet med den påtvungne tilstedeværelse ved intetsigende og fordummende aktiveringskurser (med daglig tilstedeværelse fra 8-15.30), hvad der tager den sidste bid af menneskelighed fra én.  En jobkonsulent sagde f.eks. til mig at det ’nok var bedst at hun så min ansøgning igennem for stavefejl!’ Tak for kaffe!

Selv om politikerne – regering som opposition - tuder os ørene fulde af ord som ’globalisering’, ’internationalisering’, er det forstemmende, at os der har disse internationale erfaringer ikke kan gøre brug af dem i ’andedammen Danmark’, hvor det ser ud som om den grimme ælling ikke vokser op og bliver til en svane, der ’synger’ smukkere end anden, men hvis sang kun opfattes som ’forskellig fra’ og derfor ’uforståelig for’ den danske kultur og det danske arbejdsmarked.

Jeg nyder naturligvis at være hjemme ved min familie igen, men savner logisk nok den sammenhæng og sikkerhed som et fast job kan give mig. Lad mig tilføje at jeg hvert andet semester underviser som undervisningsassistent i ’humanistisk videnskabsteori’ på Syddansk Universitet, men da den indtægt er ret så beskeden (ca. 700 kr. efter skat for 1 times undervisning pr. uge i 13 uger) bliver det blot trukket fra min kontanthjælp. Det betyder at jeg arbejder mere eller mindre gratis, jf. den borgerlige regerings motto om at ’det skal kunne betale sig at arbejde’.

Hvordan får man så et job på det danske arbejdsmarked efter årene i udlandet? Jobkonsulenterne siger typisk, at det opnår man ved anvendelse af sit personlige netværk. Det paradoksale er blot, at en hjemvendt dansker ofte ikke har noget netværk, idet netværket ligger i det land man har forladt. Det arbejde jeg bestrider i øjeblikket, har jeg opnået ved benyttelse af mit personlige netværk, sjovt nok via en nær kollega, der også var dansk lektor i Frankrig mens jeg var det (hun var dansk lektor i Caen).  Vi har været i kontakt med hinanden siden hjemkomsten og har tit snakket om såvel igangværende jobansøgninger som om livet i Danmark efter årene i Frankrig. Min kollega har ligesom jeg ofte haft lyst til at forlade Danmark igen, hvis den rette stilling viser sig, da vi har haft meget svært ved at finde indpas i Danmark igen.

Min fremtids drømme
Min fremtids drømme? Tja – min erfaring er, at man til en vis grad må lægge sine drømme på hylden, når man vender hjem og forsøge at ’få hvad man kan få fat på’. Det lader i hvert fald til, at en højtuddannet humanist med internationale erfaringer ikke ligefrem er noget, der sætter positionerer én til et job, der modsvarer de mange års uddannelse i dagens Danmark. I mange af de jobs jeg har søgt, har man ikke én eneste gang refereret til min internationale erfaringer endsige til mine ledelseserfaringer. Derfor synes jeg den evindelige snak om ’internationalisering’ og ’globalisering’ fremtræder som ret så indholdsløs og floskelagtig. Danmark er slet ikke så international som vi i det daglige går og forestiller os: Det er en provinsiel andedam, hvor det fremmede lader til at afskrække i så høj en grad, at man som hjemvendt udenlandsdansker til en vis grad føler man er ’udansk’ i mødet med den danske kultur. Sagt med andre ord er ’hjem’ både hjem og så alligevel ikke.
                            

Derfor sætter jeg pris på projektet vedrørende ’Hjemvendte i Netværk’, af den simple grund, at der sidder en masse dygtige mennesker med kortere eller længere uddannelser og mange års udlandserfaring, som kan bidrage kvalitativt med dette i mange forskellige jobsammenhænge. Der var måske en idé for netværket at oprette en ’jobbank’ for dem, der deltager i netværket og dermed få præciseret de kundskaber og de ressourcer som hjemvendte danskere udgør og som vi evt. kan tilbyde danske virksomheder/institutioner.

Martin
05.04.08

 

Jeg er vokset op med det ene ben dybt forankret i den jyske muld gennem min fars familie i det danske landbrug og med det andet ben i de østfranske skove gennem min mor. Min far var atypisk for hans familie og generation. Han ville ikke overtage gården og havde rejselysten i blodet.  Som nyuddannet mekaniker og ung soldat rejste han for første gang ud af Danmark til FN-missionen i belgisk Congo. Der lærte han sig engelsk af sine indiske soldaterkammerater. Han vendte hjem og efter at have uddannet sig til ingeniør besluttede han sig for, at han ville lære tysk og fransk. Det første fik han lært ved at få job i Tyskland og delte bofællesskab med tyrkiske gæstearbejder i ét års tid. Derefter tog han til Frankrig for at gå på sprogskole. Dagen efter hans ankomst til universitetet mødte han min mor, en purung engelskstuderende, og 6 måneder efter blev de gift.
Min forelskede mor fulgte sin viking til de jyske sletter og de fik to døtre. Jeg er den ældste, født det år Danmark stemte om medlemskab i EF. Min fars rejselyst fornægtede sig ikke og Afrika var gået ham i blodet. Så gennem min barndom har jeg boet i Algeriet og Senegal, men med fast og længerevarende base i Danmark. Min mor har altid bevaret sin stærke tilknytning til Frankrig og jeg er vokset op med en meget stærk bevidsthed om 1. Hvad er det der gør mig dansk, fordi jeg meget tidlig så, at der var forskel på traditioner, mentalitet og kultur og 2. Sprogets enorme betydning for vores relationer og oplevelser, samt 3. Det er utroligt øjenåbnende at blive konfronteret med sin egen indspisthed – hvad der er logisk for en dansker er det ikke nødvendigvis for en franskmand eller afrikaner.
Efter min bachelorgrad i Statskundskab blev jeg udvekslingsstuderende i Frankrig. Jeg havde på det tidspunkt mødt min nuværende mand, der tilfældigvis har samme nysgerrighed over for verden og dens befolkninger og vi besluttede at læse en master i England sammen. Vi kom tilbage, tjente penge, blev gift, fik en datter og skrev så endeligt vores danske speciale sammen (om dansk udviklingspolitik – på engelsk).

Når ens profil er for international
Så startede den ”rigtige” jobsøgning i 2000. På 4 måneder nåede jeg at søge 17 stillinger og kom til 9 samtaler, som alle gik godt, men….der var altid lige en anden der havde lige det mere som jeg ikke havde, og det føltes som noget af en lussing, da jeg gennem noget netværk en gang fik den egentlig årsag at vide. Min profil var for international! Jeg var nok på vej ud til et internationalt job, så jeg var ikke værd at satse på.  Det er over ti år siden og selv dengang var det alle vegne, at det var ”åh så internationalt og relevant og fantastisk” at danske studerende læste i udlandet. Men det var altså ikke en fordel i jobsøgningen.
Det lykkes mig dog at få et vikariat i Udenrigsministeriet og imens søgte min mand og jeg ihærdigt på Junior rådgiver stillinger (JPO). Hvis de regnede med vi ville rejse ud, kunne vi lige så gøre det med det samme, så var det ligesom overstået.
Min indstilling til job og karriereforløb er, at I vores globaliserede verden, er det i princippet lige meget om du skifter job fra den ene kommune til den anden, end hvis du arbejder nogle år i en dansk virksomhed, derefter et par år i Brasilien eller Washington og næste gang du skifter job, bliver det en anden virksomhed på dansk jord. I Danmark opfattes et internationalt karriereforløb som enten eller. Enten arbejder du i Danmark og bliver i Danmark eller også er du en global nomade og vender aldrig tilbage til det danske arbejdsmarked.  Jeg er overbevist om, at både/og bliver fremtidens arbejdsmarked for en større og større del af verdens befolkning – men enten/eller forståelsen får vi i Danmark nok først bugt med, med mine døtres generation.

Erfaringerne fra Malawi
Min mand fik en stilling som JPO for UNDP i Malawi og jeg var i mellem tiden blevet gravid med vores anden datter. Det passede perfekt og jeg havde ikke specielt travlt med at pleje karrieren. Jeg var ung og hvis vi skulle have et liv, hvor vi ikke var afhængig af to fuldtidsstillinger i en stresset hverdag var det nu, det skulle være.  
I Malawi kom vi ned til et fantastisk velfungerende dansk expat miljø med mange børnefamilier. Vi boede fire danske familier klods op af hinanden og børnene rendte ind og ud hos hinanden, og der var altid mindst en barnepige fra den ene eller den anden familie til at holde øje med dem og lege med.
I Malawi er der mangel på uddannede folk og der er ingen restriktioner i forhold til at arbejde som udlænding, især hvis du er villig til at arbejde for lokal løn. Jeg fik tilbudt jobs på sølvfad uden at lave opsøgende arbejde over hovedet. Da jeg havde født og min yngste var 4 måneder startede jeg som lokalansat sagsbehandler på den danske ambassade, med ansvar for projekter inden for demokrati, gender, HIV/AIDS og børn. Jeg aftalte med ambassadøren, at jeg ikke arbejdede mere end 30 timer om ugen og at jeg havde baby og barnepige med så jeg kunne amme de første par måneder. Derudover var jeg arbejdsgiver og ”personalechef” for 6 personer i vores hjem (én housekeeper/kok, to barnepiger, én gartner og to nattevagter). Det var et 24 timers job, skulle jeg hilse og sige. Instruktioner, klare regler og hierarkier i mit fravær, klar arbejdsdeling, forhandlinger om løn, personalegoder/fryns og lån, sygdom og død i familien – you name it, der var ikke det, jeg ikke skulle tage stilling til. Men jeg var heldig med mit valg af ansatte. I forhold til vores omgangskreds havde vi et velfungerende team, og de var kvikke, initiativrige og ærlige.
Så blev vi ramt af Danmarks hidtil største diplomatiske krise (det var inden Muhammed-kriserne), da den danske ambassadør ragede uklar med præsidenten. Kort efter var der valg i Danmark og en ny statsminister kom til i skikkelsen af Anders Fogh Rasmussen. Den nye regering havde et af deres mange opgør med den tidligere førte politik, hvilket betød at korrupte regeringer i danske samarbejdslande nu vil blive smidt ud i kulden. Hvis de virkelig mente det, skulle de nok have droppet samarbejdet med lang de fleste, men der skulle altså findes tre syndebukke. Det blev derfor skæbnesvangert at Malawi havde gjort sig uheldig bemærket og derved også gjort opmærksom på deres indtil da fuldstændige oversete eksistens i danske medier og politikers øjne. Ambassaden fik tre måneder til at lukke og slukke sig selv og dansk-støttede projekter.
For os betød det, at mange af vores nu nære venner rejste hjem til Danmark. Min mands arbejde fortsatte ufortrødent, da det var i FN-regi og jeg fik tilbudt en stilling som rådgiver for EU-kommissionen allerede inden mit job på ambassaden var stoppet. Socialt og privat var det hårdt, at miste den daglige kontakt med så mange dejlige mennesker på så kort tid. Men arbejdsmæssigt blev det for mig min største udfordring og mest spændende job til dato. Jeg blev ansat af en italiensk chefrådgiver – han havde allerede besluttet sig inden jeg var til samtale, for han havde hørt godt om mig. Han havde brug for en skandinavers struktur og ordens sans, en franskmands charme og tolerance og en flersprogligs kompetencer inden for skriftlig kommunikation: moi!

Sammen skulle vi starte et EU-støttet sekretariat i Landbrugsministeriet, som skulle koordinere indsatsen under fødevarekriser i regionen.  Malawi er så fattigt et land, at 80% af befolkningen i op til 4 måneder om året – hvert år! - ikke får mad hver dag. Nogle år er det værre end andre. 2002 var et af de år og statens majslagre var på mystisk vis forsvundet, hvilket betød at majspriserne var alt for høje for flertallet af malawianerne. Majs er for malawianer, hvad kartofler var for danskerne før pastaen og pizzaens indtog. Hvis man ikke har fået majsgrød, har man ikke fået mad.
På meget kort tid havde vi bemandet sekretariatet med 7 mand og vi stod for sekretariats betjening af 6 udvalg bestående af regeringsmedlemmer, donorer, den private sektor, kirkerne og internationale organisationer. Kontaktfladen var enorm og koordinationen foregik i et hidtil uset omfang. Vi fik besøg af folk fra Zimbabwe og Sydafrika fordi vores sekretariats effektivitet og gennemslagskraft var nået til deres ører. Vi stod for internationale forskerkonferencer om bæredygtig fødevaresikkerhed, fundraisede og finansierede internationale konsulenters bidrag til processen og den meget følsomme undersøgelse af hvor majslagrene var blevet af. Min chef og jeg svingede utroligt godt sammen. Han var til store armbevægelse og visionære tanker og idéer om arbejdet med fødevaresikkerhed i regionen. Han havde over 20 års erfaring i Afrika og levede og åndede for sit arbejde. Jeg sugede til mig af hans viden, hans visioner og erfaring. Han overlod meget hurtigt den daglige ledelse af sekretariatet til mig. Han var en meget direkte og ærlig mand og jeg lærte hurtigt, hvad det var han ville have og ikke ville have. Desværre blev han dræbt i et trafikuheld, hvilket er den største dødsårsag blandt expats i Afrika. Det var et kæmpechok for mig. Jeg kendte hans kone og børn og det satte virkelig tingene i perspektiv for mig. Jeg fortsatte som fungerende sekretariatschef de sidste måneder af min kontrakt, men afslog at forlænge den. Der begyndte at gå rygter om at min chef var blevet myrdet, fordi han vidste noget om præsidenten og den mystiske forsvinden af majslagrene. Det blev lidt for dramatisk for mig. Kombineret med at min mand arbejdede 50-60 timer om ugen og blev nægtet ferie af sin chef, besluttede vi os for, at vi efter 2½ år ville hjem til vores trygge og ukomplicerede liv og familie i Danmark. Jeg glædede mig til at komme hjem og få et ”kedeligt” kommunalt job, hvor mordrygter, død og dyb fattigdom ikke var noget jeg skulle forholde mig til dagligt.
Det sidste halve år i Malawi arbejdede jeg kun med at forberede vores hjemrejse og finde nye job til vores ansatte, der var meget ulykkelige over at vi skulle rejse.
 Vi nåede dog at få den meste ultimative oplevelse vi har haft som familie. Det var, da vi rejste rundt i det sydlige Afrika med vores to piger på 2 og 5 år, lige inden vi tog endeligt hjem. Vi kørte i vores firehjultrækker, med telt og gasblus, mad, vand og bleer i bagagerummet , så vi var klar til alt. Vi besøgte 8 lande på 9 uger og havde nogle fantastiske oplevelser, mødte spændende og sjove mennesker og blev rystet rigtig godt sammen som familie.

Hjemflytningen og identitetskrise
I sensommeren 2003 blev vi hjemvendte. Vi landede i et Danmark hvor arbejdsløsheden var på sit allerhøjeste, og så startede den helt store nedtur. Det første år søgte jeg ca. 70 stillinger og blev kun indkaldt til én samtale – og det var en stilling som JPO i Afrika, som jeg søgte i desperation, bare for at se om jeg stadig eksisterede – de må da kunne synes, at jeg var relevant.
 Nu bliver det her lidt filosofisk, men det jeg oplevede og det jeg ser hos de mennesker som har udlandserfaringer, er at vores fædreland – Danmark – ikke anerkender den historie vi har med og det den gør os til og de kompetencer den giver os, når det er en historie vi har med fra udlandet. Et menneske der ikke bliver set, hvis historie ikke bliver hørt, der ikke bliver anerkendt, er ingen. Vi mister vores identitet, når vores omverden ikke ser os, hører os og anerkender os. De erfaringer vi har med os fra udlandet er en stor del af vores historie. Op-og nedture opleves mere intenst, når man er væk fra sit traditionelle netværk. Det opleves som, at ens faglige og personlige udvikling sker hurtigere, fordi intensiteten når ind til kernen af hvem vi er og udvikler os til. At nå ind til sin kerne, kan være en skræmmende oplevelse. Det kræver mod at skrabe facaden væk og tro på at ens kerne kan bære dig igennem, også i modgang. Chokket – vi kan også kalde det, det omvendte kulturchok - når vi opdager, at det vi er kommet fra, vores rødder, vores fædreland, ikke anerkender eksistensen af den udvikling, den historie vi har oplevet i udlandet, kan være altødelæggende.

Hvad betyder det for karrieren i Danmark
Det der forvirrer, frustrerer og for mit vedkommende provokerer mig helt vildt, er at det officielle Danmark taler vidt og bredt om, hvor vigtigt det er, at danskere har international erfaring og tænker globalt, men i praksis er det danske arbejdsmarked et lukket land for folk med udenlandsk erfaring. Den udenlandske erfaring er i bedste fald ligegyldig og i værste tilfælde diskvalificerende. Hvis du spørger mig, hvad min udlandserfaring har betydet for min karriere, må jeg erkende at det har forsinket den. Da jeg efter 1½ års arbejdsløshed, slugte en stor kamel og søgte job med løntilskud i en statslig institution, blev jeg ansat en uge efter. Tre måneder senere blev jeg fastansat på normal vis. I den periode nåede min mand at få tre meget fordelagtige jobtilbud gennem headhunterfirmaer, med stort ansvar og høj løn. Men de lå alle i Afrika og vi var kommet til den erkendelse, at hvis vi rejste igen, ville vi aldrig vende tilbage igen.
For vores børns skyld holdt vi stædigt fast i Danmark. Vi ønsker, at give dem mulighed for at kende Danmark som deres fædreland og som det land hvor de har deres dybeste rødder. Ens oprindelse får endnu større betydning for ens identitetsskabelse og kerne, når man er et globalt menneske. Vi opdrager vores børn til at vokse og trives i en global verden, og netop derfor er det tætte forhold til familien, deres kultur og traditioner så vigtig at have som base.
Jeg har nu været i samme ministerium i over 3 år (i to forskellige stillinger) og jeg er i dag glad for mit nuværende arbejde, men lønmæssigt halter jeg bagud i forhold til dem med tilsvarende erfaring, for da jeg startede der for 3 år siden, startede jeg fra scratch – dvs. jeg kunne lige så godt have været nyuddannet i forhold til bedømmelsen af mine ”relevante ” kvalifikationer.
Ud over at være provokeret over den totale mangel på selverkendelse i den danske mentalitet i forhold til holdninger overfor andre end ens eget spejlbillede, synes jeg det er direkte dumt, at Danmark ikke udnytte de internationale erfaringer der faktisk findes.
Jeg har det med Danmark, som med min mor. Jeg elsker hende uforbeholdent, men der er ingen som hende der kan tricke mig fuldstændig. Og så tilgiver jeg og ønsker det bedste for hende.  Jeg elsker Danmark, men jeg er dybt bekymret for Danmarks fremtid i den globaliserede ånd. Globaliseringen er en gave til Danmark og vi er et land der om nogen har struktur og potentiale til at klare os fabelagtigt i den globale verden. Men på nuværende tidspunkt er det danske arbejdsmarked udnyttelse af de internationale ressourcer og erfaringer, som at kaste perler for svin. Det må ændre sig, det kan simpelthen ikke være anderledes, spørgsmålet er bare hvor meget bagud vi når at komme, inden udviklingen vender. Kan vi så indhente den fortabte tid og de fortabte internationale børn, eller har de valgt sig nogle adoptivforældre (andre lande), der kan og vil høste frugten af deres globale udsyn og erfaringer.
Jeg fortryder ikke, at vi rejste ud for det har været berigende for os på det personlige plan og fagligt har vi fået store udfordringer, som vi har lært meget af og som vi bruger i vores arbejde i dag. Vi vil gerne ud igen, men det bliver ikke lige med det samme. Vores børn er faldet rigtig godt til i Hvidovre og denne gang forlader vi mere end første gang vi tog af sted. Men på sigt, og når børnene er blevet så store, at de selv kan vælge om de vil med eller blive hjemme, og at vi kan tage orlov fra vores arbejde, så vi har noget at vende hjem til….så ved man aldrig hvad der byder sig af muligheder.
Til både studerende og eventyrlystne vil jeg sige: du skal kun rejse ud fordi du virkelig ønsker det og ikke fordi du tror det vil fremme din karriere i Danmark, for så bliver du slemt skuffet. Men oplevelserne venter derude og du bliver bedre til at udvikle dig og lære nyt hele livet – hvilket jo gør livet meget mere interessant.

Nathalie
05.03.08

“Det er meget sværere at vende hjem end at tage ud”. Det har jeg hørt tusinde gange uden egentlig at forholde mig til det - blot konstateret at sådan sagde ”man” det var!
 
DET ER MEGET SVÆRT AT VENDE HJEM!!!! Og hvorfor har jeg så bare ladet stå til og ikke opsøgt ligesindede eller stillet krav til, at der skulle være en hjemstationeringspakke med i vores kontrakt på samme måde som udstationeringskontrakten? Jeg kan konstatere, at ingen rigtigt vil stå ved, at man både kan blive deprimeret, skilt eller bare føle sig som fremmed i sit eget land og at der i den grad er behov for hjælp til hjemstationering - et område der overhoved ikke er fokus på.

En bekendt der har været i Canada i halvlandet år udtrykte det faktisk meget godt; “man står ligesom i parentes når man kommer tilbage til Danmark!” Det er først når man står i situationen, at man finder ud af, at det er rigtig svært at manøvre rundt i dette ingenmandsland.

Jeg er selv hjemvendt midt i april 2007 efter 4 år i USA, New Jersey. 4 pragtfulde år hvor vores familie voksede og vores vennekreds ikke mindst. Det har været 4 år, hvor jeg har fået mulighed for at afprøve karrieremuligheder. Undervist i dansk og dansk kultur, arbejdet som Cross Culture Consultant, som Relocation agent og det sidste år som Product Manager i en dansk Pharma virksomhed.

Jeg har oplevet en åbenhed og velvilje i USA og en reference er det eneste, der har været nødvendigt for at kunne starte i et nyt job. Noget der står i kraftig relief til Danmark, hvor jeg ikke har kunnet få job på trods af et rigtig godt CV – udtalt af diverse search and selection virksomheder jeg har været i kontakt med. Og det er jo ret tankevækkende i tiden lige nu, hvor virksomhederne skriger på arbejdskraft. Jeg har fået job nu efter 7 måneder – foreløbigt et vikariat!

Jeg er ret overbevist om, at det er fordi jeg ikke passer ned i en bestemt kasse. Jeg har prøvet for meget forskelligt og sådan en som mig er ikke lige så let at placere i en af de kasser, man kan vælge her i Danmark. Jeg er endda blevet konfronteret med, at det var da en underlig drejning min karriere har taget. Jeg kunne jo kun tænke; ”Herre Gud manden har jo ikke forstået, at det handler om kompetencer og ikke stillingsbetegnelser - at det handler om mennesker og ikke kun erfaring inden for et bestemt område”. Samtidig kan jeg konstatere, at det er sådan flertallet tænker og agerer på trods af at de udtrykker sig anderledes. 

Mine børn er faldet godt til i DK og jeg har da også brugt meget tid på, at det skulle blive et gnidningsfrit ryk. En måned inden vi skulle rejse ”hjem”, tog vi til DK, så vores to piger, på daværende tidspunkt næsten 3 og 6 år, kunne se hvilken skole og børnehave de skulle starte i og også hvor de skulle bo. Vi beholdte heldigvis vores hus i den periode vi var udstationeret. Det gjorde dem trygge og de kunne bedre forholde sig til hvad de skulle flytte til.

Vi havde mange overvejelser omkring skole til den store. Vores første tanke var at lade hende fortsætte i international skole i DK men valgte så at lade hende starte i den skole der ligger op ad vejen – det nære miljø med kammerater lige om hjørnet og mulighed for selv at gå i skole har vi vægtet højere.

Vi kan dog blot konstatere, at der i den danske folkeskole ikke er ressourcer og samme mulighed for at vække børnenes begejstring for at lære som vi har oplevet det i USA.. Når man først en gang har set begejstringen, for at lære, i sin datters øjne, er det med bekymring, at det er forsvundet eller næsten ikke at finde efter 5 måneder i en dansk skole.

Vi er vant til høj faglig standard, hvor der blev stillet krav til børnene – men med fokus på leg.
Vi som forældre savner det engagement de amerikanske lærer har. Og det har vores datter også givet udtryk for på hendes måde. Til gengæld er hun meget glad for mere frihed og det er vi også!
Jeg møder dog stor skepsis for det amerikanske skolesystem fra bl.a. venner, der nærmest tager det som en fornærmelse, at jeg kan synes det kan være bedre end det danske.

Jeg er bestemt ikke landet endnu og jeg føler ikke, at jeg er kommet hjem. Grunden er nok ganske enkel: Jeg har en ny kultur med i bagagen som på en eller anden måde skal kombineres med den danske og det er det der er udfordringen. Når man har været ude i en årrække og vender “hjem” er man ikke den samme person som da man tog ud og det har jeg da absolut heller ikke et ønske om at blive - problemet er bare, at det vil danskerne - det være familie, venner, arbejdsmarkedet m.v.

En veninde sagde til mig: ”at nu må det der USA halløj da også snart gå over”. Det siger jo alt – det er det vi som globale danskere er oppe imod, når vi returnere til det vi engang kaldte hjem! 

..

Anne
05.02.08

Når man rejser ud i den store verden i en længere periode, ja, så skal man vide at ingenting bliver mere det samme som før – ikke helt. Om det er en fordel for ens fremtidige liv skal være usagt – men det kan gå hårdt ud over dine illusioner om fædrelandet. Man bliver en hjemvendt dansker på godt og ondt, beriget med erfaringer der vil præge fremtiden og give en bredere forståelse af menneskeheden og lære dig tolerance.

Prisen er til gengæld høj. Du bliver aldrig som andre danskere og falder aldrig helt til i fædrelandet igen. Du vil måske gerne bidrage med et tip eller et godt råd fra din erfaring i udlandet, men tro ikke at nogen i Danmark har lyst til at høre om det, nej, de ved bedst og janteloven føles tung. Ugebladshistorier læses i tonsvis i Danmark, men virkeligheden, din egne historier og tanker gider ingen høre om, for du skal jo ikke tro at du er noget og skal ikke komme og lave om på traditioner og opfattelser. Jeg er aldrig blevet bedt om at fortælle noget fra de mange år i udlandet, hverken af forældre, søskende eller venner. Hvis man bare prøver at åbne lidt, så lyser deres ansigter op med ”hvornår er hun mon færdig” og siger ”hvornår udkommer dine memoirer”, så slipper de. Morsomt. End ikke min familie satte spørgsmål om hvorfor jeg pludselig stod alene hjemme i stuen i Odense, selvom jeg havde ringet en uge forinden fra USA og fortalt dem at nu var jeg blevet gift.

Man kan tydeligt mærke at racismen er stærkest hos den ældre generation, som ikke har haft samme mulighed for at opholde sig i udlandet. De har barnepige på i Danmark, staten tager sig af alt for dem mere eller mindre. Det er det de kæmper for. Det er ligegyldigt rent politisk, om det hedder det ene parti eller det andet - det er samme smøre: hvem skal vi tage fra for at give til nogle andre. Racister er vi nok mere eller mindre alle sammen for vi synes alle skal gøre tingene på vores måde og orker ikke at sætte os ind i den anden verden. I 1980’erne når jeg kom til Danmark hver sommer måtte jeg stå skoleret og forsvare mit nye land, USA, med hensyn til deres neger og indianerpolitik, øhhhhhhhh, nå, ja det er helt ophørt nu hvor Danmark selv har fået etniske problemer.

Når man har opholdt sig i det fremmede lærer man at tage ansvar for sig selv og man lærer sig selv godt at kende. Man har prøvet at være fremmed, fremmedarbejder og man måtte gøre ting som var tradition i det nye land. Ofte fandt man ud af at der var en årsag til at noget gøres anderledes, du har stået i kø, du har vist taknemmelighed og følt menneskevarme. Du har prøvet at være ydmyg og føle dig ensom. Du har set skønhed og elendighed og er blevet en stolt dansker med stort DK.

Så vender du hjem til dit elskede Danmark – din verden er anderledes. Til andre hjemvendte danskere kan jeg sige – you are not alone.

Nu i 2007 er jeg stadig en hjemvendt dansker, men har for længst indordnet mig under den danske mentalitet og stadig kender ingen mine erfaringer fra USA eller oplevelser. Bortset fra et ugeblad der fik en lille del af min historie som de bragte i 5 afsnit. Faktisk tror jeg at det er en blandet form for jalousi og uvidenhed der gør sig gældende, hvortil skal lægges at hverken familie eller venner gider høre om hvad du har foretaget dig – de forstår det simpelthen ikke.

En gang om året flygter jeg tilbage til det sted i USA hvor jeg boede i 17 år og det er som at komme hjem – lige nøjagtig den følelse jeg savnede ved hjemkomsten til Danmark. Derovre er jeg igen en stolt dansker. Vennerne i USA er oprigtige glade for at se mig og vi har det så godt sammen, jeg får alle familiehistorierne og de spørger interesseret til mit liv i Danmark. Vi griner sammen og sørger sammen. Jeg bringer dem danske ting og de er i fuld beundring. Danskerne derovre elsker kongehuset og de tror selvfølgelig at alt er som i gamle dage. Jeg råder dem til ikke at vende tilbage – behold hellere illusionen.   

Tit overvejede jeg at rejse tilbage til USA, men min mand var død og vi havde ingen børn. I Danmark havde jeg dengang min mor som jeg heldigvis så kunne passe til hun døde i 1999. Ved hjemkomsten fik jeg et godt job hvor jeg beskæftigede mig meget med internationale medarbejdere.  Det var mit holdepunkt, men ofte var jeg så flov over danskernes opførsel - faktum er at der findes en racisme uden lige i Danmark der jager disse højt uddannede mennesker ud af landet hurtigere end en hest kan rende……… hvad kan vi dog gøre?

Bente
05.01.08