Hvad får en til at rejse væk fra den danske, trygge hverdag og så rejse til et tidligere stærkt belastet land i Østeuropa?
For at komme ind på svaret, har jeg valgt at fortælle lidt om mine oplevelser fra min første rejse ud af Danmark af længere varighed.

Min kone, min søn og jeg forlod Danmark i 1998 for oprindeligt at bo i Rumænien i et år. Efter næsten 3 år kom vi hjem en hel del rigere på oplevelser og erfaringer. Familien var ligeledes undervej i processen blevet udvidet med vores datter.

At rejse til Østeuropa, og i vores tilfælde til Rumænien, kunne ligeså godt havde været at rejse til en helt anden planet. Vores viden om landet og kulturen blev skudt i sænk samtidigt med at befolkningen befriede dem selv med henrettelsen af landets mangeårige diktator i december måned 1989.
Set i bakspejlet kunne vi havde valgt at få et grundliggende introduktionskursus til landets kultur igennem eksempelvis den rumænske ambassade eller herboende rumænere. På den måde havde vi måske været bedre klædt på til at kunne håndtere udfordringerne - og tro mig, udfordringer var der heldigvis rigtige mange af.

Vi fik ikke et introduktionskursus.
I dag er jeg glad for at det ikke blev tilbudt os. Havde tilbudet været givet, ville jeg med garanti havde taget imod det, og dermed sandsynligvis blevet påvirket i en eller anden retning.
I stedet mødte vi landet, befolkningen og kulturen uden foruddannede meninger eller påtagede holdninger.

Hvad vi ikke havde i viden, var der derimod fuld kompenseret i eventyrlyst og gå-på-mod. Sammen med et åbent sind kan man ikke ønske sig bedre ledsagere til en hvilken som helst rejse i livet (skal sandheden frem, så var bogen om Rumænien fra Lonely Planet også en god støtte).

Opgaven
Min opgave i landet var sammen med 2 andre danske kolleger at opbygge en udviklingsafdeling inden software til tele-industrien. Vi skulle ansætte rumænske ingeniører, lære dem at skrive software til vores platform og efterfølgende sikre en konstant udvikling af kompetencer, kvalitet og leverancer.

Sådan som det er beskrevet i de få linjer herover, virker det til at være en nem, simpel og ligetil opgave uden det store besvær eller nævneværdige udfordringer. Alle, der har arbejdet med medarbejdere med forskellig kulturel baggrund, ved at det kan være en opgave af visse dimensioner. Tilføjer man så et lille ekstra "krydderi" i form af teams bliver placeret med stor fysisk afstand uden ordentlige kommunikationskanaler imellem hinanden, bliver udfordringen forstærket yderligere.

Vi startede alle på mere eller mindre bar bund om, hvordan man får noget sådan til ikke bare at virke, men også at virke optimalt. Når jeg skriver alle, så mener jeg alle involverede, dvs. ledelsen og medarbejderne i Danmark, medarbejderne i Rumænien og os danskere, som var bindeleddet i det daglige. Alle mine ledelsesmæssige og menneskelige kompetencer kom i spil - og de kom i spil samtidigt, også de kompetencer jeg ikke vidste, jeg havde, eller ikke vidste jeg manglede.

Konerne har en kæmpe opgave.
I vores tilfælde var det mig, der havde opgaven med at gå på arbejde og sikre den fornødne indtægt. Min kone havde opgaven med at holde hus, passe først barn og senere børn og ikke mindst skabe os et liv uden for vores egen lille verden - altså skabe et netværk og et nyt grundlag for vores liv i landet.

Jeg er oven ud lykkelig for, at jeg har en kone, som nyder at møde andre mennesker. Hun har et åben sind og en fantastisk glæde ved at møde det fremmede og til tider også det uventede. Hun skal have de største roser for at sikre, at vores omgangskreds blev udvidet til andet end arbejdskolleger, samarbejdspartnere og andre forretningsrelaterede relationer.

Der er basalt set kun to muligheder, når man er i et andet andet med en anden kultur. Man kan vælge at lukke sig inde i sin egen verden med sin egne værdier og holdninger, eller man kan søge det fremmede og få sig nogle oplevelser, der med sikkerhed vil ændre på ens holdninger og opfattelse af livet. Det første får folk til at gruppere sig i ghettoer, eller får den til at rejse hjem sandsynligvis med en dårlig oplevelse i bagagen. Den indstilling er på ingen måde skabende eller udviklende for nogen. Den anden mulighed skaber forståelse imellem kulturer og mennesker og det skaber mulighed for at alle kan blive bare en lille smule klogere. Det kan sagtens ske i respekt for egne og andres værdier.

Jeg synes, vi allerede dengang havde valgt den anden mulighed som en naturlig del af vores hverdag - og hvilke oplevelser vi i dag sidder med.


At komme hjem
Alle gode oplevelser og udfordringer skal have en ende. Min tid i Rumænien var allerede overskredet med mindst 1 år jævnfør min kontrakt og derfor måtte den opgave også ende.

Da beslutningen først var taget, tog det ikke lang tid at få pakket vores liv sammen, ordnet transport og alt muligt andet lavpraktisk, så vi kunne komme tilbage til Danmark.

Det tog derimod meget lang tid at komme hjem sådan rent mentalt. Jeg var totalt uforberedt på hjemrejsen. Det er rigtigt at skrive, at jeg var endnu mere uforberedt på at komme hjem, end jeg var da jeg tog af sted.

Et eller andet sted er det at komme hjem jo ikke særligt besværligt var min oprindelige tanke. Det gør jeg jo hver dag, når jeg har været på arbejde eller ude at rejse. Forskellen er bare, at der er en stor forskel på at komme hjem og så komme hjem til Danmark.

Der er en række praktiske ting der skal ordnes, når man kommer hjem igen efter en udstationering. Det ting som at finde et sted at bo, skabe en ny omgangskreds, genetablere den gamle, indmeldelse i skoler, udfyldelse af papirer til myndighederne osv. Det er der som regel styr på eller også kan man meget hurtigt få det.

Imidlertid var der ikke styr på fra min eller rettere fra vores side på at komme hjem til Danmark mentalt. Virksomheden, jeg var ansat i, havde ikke på det tidspunkt nogen form for beredskab eller plan for at tage imod hjemkommende medarbejdere. Ligeledes kendte vi ikke til netværk som eksempelvis hjemvendte.dk. Det blev en streg i regningen og et farvel til virksomheden.
Af sted igen?
Hjem kom vi og hjemme i Danmark er vi nu igen. Det helt naturlige spørgsmål som følger er: ”Om vi har lyst og mod til at tage af sted igen?”.

Besvarelsen er tre simple 3 spørgsmål: ”Hvor skal vi rejse hen, hvad er opgaven og hvornår skal vi rejse?”.

Vores kuffert er pakket.

Lasse
30 Maj 2009

Siden jeg blev færdig med gymnasiet, har jeg haft en trang til at drage ud. Anderledes kan jeg ikke beskrive det, en trang. Jeg startede som servitrice i Schweiz lige efter gymnasiet og elskede det! Jeg var ikke færdig med Schweiz eller med at rejse. Da jeg senere kom på Handelshøjskole og fik mulighed for at komme på udveksling, slog jeg straks til. Jeg valgte at tage til Baskerlandet i Nordspanien og havde et fantastisk ½ år der. Eller det vil sige, al begyndelse er svær! Universitet var svært og de første par måneder var virkelig svære og jeg havde det frygteligt, fordi jeg var så dårlig til at tale sproget (virkelig dårlig!), ikke kendte nogen og bare følte mig helt alene. Men tingene ændrede sig pludseligt ved Påsketid og det endte med at jeg ikke ville hjem! Jeg var slet ikke færdig med Spanien – trods alt!

Da jeg blev færdig på Handelshøjskolen, fik jeg mulighed for at komme til Schweiz igen og arbejde og jeg slog straks til. Det blev forrygende 6 måneder og jeg er faktisk aldrig rigtig kommet mig over, at jeg ikke kunne blive og arbejde der, Schwiez vil altid have en særlig plads i mit hjerte – jeg må være schweizer et eller andet sted. :o)

 Jeg kom til København og fandt arbejde, men kunne mærke at udlængslen trak i mig og jeg søgte ind på universitetet i Barcelona, hvor jeg læste i 2 år. Tiden i Barcelona var svær og en blandet fornøjelse, fordi det er en storby, folk er distancerede, og de steder jeg hidtil havde været, var små samfund og folk var åbne og udadvendte og jeg følte mig relativt hurtigt hjemme.

Barcelona og jeg blev aldrig rigtig forelskede i hinanden, men har stadig den dag i dag et had/kærlighedforhold til hinanden – på den ene side elsker jeg Barcelona, det var mit hjem i 2 år, på den anden side hader jeg den by, fordi den er så overfladisk, mentaliteten så anderledes end min og jeg kom aldrig rigtig under huden på byen føler jeg – og dog…..?

Jeg fik min eksamen og tog hjem, jeg havde så meget hjemve, som jeg aldrig har haft i mit liv og som jeg troede jeg aldrig ville få. Jeg savnede bare mit hjemland, mit sprog, min kultur, alt hvad der var MIT og tog hjem og har boet i København lige siden og elsker det.

Jeg har lært at der ikke er én rigtig måde at gøre tingene på, men mange og at det ofte er et spørgsmål om kultur og traditioner, der gør et vi gør som vi gør. Jeg har lært at være en del af mindretallet, en af de andre, en af de fremmede, der bliver beskyldt for at forpurre og tage noget fra andre eller besværliggøre deres liv (har aldrig forstået det). Jeg lærte at kende mennesker fra hele kloden og lærte, at vi alle ønsker de samme ting af livet – det var den største overraskelse og glæde at opleve det. Vi mennesker er i bund og grund ens uanset hvor vi kommer fra. Jeg har lært at sprog og kultur er essentielt for at være en del af et samfund og at når man er gæst i et land, er det ens eget ansvar at være opsøgende, tilpasse sig og være åben. Når man er det, åbner folk op og kommer til en.

Jeg drømmer stadig om at blive udstationeret eller at min mand gør, så vi kan kom et nyt og spændende sted hen i et år eller to. For jeg synes jeg har lært så meget og har lyst til at prøve det igen og gøre det endnu bedre og lære endnu mere, end det jeg allerede har.

Jeg savner indimellem at være i internationalt selskab, hører andres meninger, erfaringer, historier og lærer noget mere og få mere indsigt. Jeg savner at tale et andet sprog hver dag. Måske lykkes det at vi tager ud, ellers tager vi ud at rejse, så vi får det med os på den måde.

Det omvendte kulturchok er meget underligt og et chok. At alt hvad man har lært om hvordan tingene fungerer, skal man smide overbord igen og tilpasse sig på ny. Det er en hård omgang, men også spændende at indse, at man selv har udviklet sig meget på kort tid.
Det jeg huskede om DK, var ikke altid så rosenrødt og jeg havde udviklet mig meget og så mange ting anderledes, end da jeg rejste ud.
Da jeg ikke ville være i DK, var det hæsligt at være hjemme igen. Jeg kedede mig, ville ikke være her, ude var bedre og det var der jeg ville være – det hele var for kendt for mig i DK på det tidspunkt.
Da jeg valgte at komme hjem igen, var det skønt. Jeg elskede det og gør det stadig. Det passer til mig, mit hoved og mit hjerte og Danmark er mit hjem! Jeg savner stadig nogle ting – kultur, mad, musik osv. Men det får jeg når jeg rejser med min mand og vores internationale bekendtskaber. Og som sagt, måske får min mand og jeg mulighed for en udstationering og så siger vi nok ja tak. :o)

Det er en stor ting, at få muligheden for at bo i et andet land og lærer sprog og kultur. Jeg mener alle danske studerende skulle tvinges til at tage ud i et ½ år. Det er vigtigt for os som danskere og det er vigtigt for Danmark at vi lærer om andre og de lærer om os.

Alle lande har brug for at dets befolkning rejser ud og kommer tilbage og at nye mennesker bosætter sig i landet. Det er der vi lærer af hinanden, lærer at stereotypen ikke er det rigtige menneske, at der er forskel og nuancer i mennesker uanset hvor vi kommer fra. Det er vigtigt i mine øjne, at jeg er med til at give et godt indtryk af danskerne og Danmark til mennesker fra andre lande – uanset om jeg er hjemme eller ude og vice versa.
Vi er ikke altid enige om alt og det skal man heller ikke være, men vi lærer af hinanden og det er en gave for mennesker og for et land, at andre mennesker har lyst til at besøge os i kortere og længere tid og give noget af sig selv og tage noget med sig videre.

Anette
30 April 2009

Min tid i Indien, var yderst intens, og med et noget andet udgangspunkt, end jeg har læst her på hjemvendte.dk.

Jeg er sund og rask og var på det tidspunkt 51 år. Havde en dyb følelse af at stå for enden af en vej. Ikke blind, blot en afslutning hvor jeg gik. Mit liv var slut. Sådan føltes det ihvertilfælde. Havde eget firma på 20ende år. Masser af succes. Dejlige relationer. Intet ”galt”.
Meget skræmmende at blive konfronteret med. Så hvordan tackle det, da jeg jo var selvforsørgende? Og hvordan skulle jeg i øvrigt bruge mit liv. I hvilken retning skulle jeg gå?
Jeg havde en dyb følelse af, at jeg havde gjort alt. Der var ikke mere at gøre. Intet som helst. Jeg lyttede opmærksomt til denne tilstand. Hele processen var som at dø, samtidig med at jeg var på vej ind i et nyt liv.

Jeg var selvfølgelig meget bange for at lytte dybt nok efter, men tog imod udfordringen.
Freden kom med klarheden, da det blev tydeligt for mig, at jeg kunne rejse til Indien. Der ville jeg være i stand til at leve for meget lidt. Hvis jeg solgte min bil, kunne jeg leve der i 2 år. Efter det ville være en ny situation. Det ville jeg forholde mig til, når den tid kom.

Efter frygten havde lagt sig for at tage dette radikale skridt, var jeg beruset af lykke. Jeg brugte ca. 5 mdr. på at afslutte diverse arbejdsrelationer – og til slut tage afsked med familie og venner. Jeg anede ikke om jeg nogen sinde kom tilbage til Danmark. Jo, for at besøge mine kære – men ellers..?

Optakten til mit farvel til Danmark og mine efterfølgende år i Indien, handler om den proces det er at sætte fri og stå ved sig selv - give slip på gamle former, vaner og ”opbrugt” identitet. Den handler om at have mod, tillid, lære i nuet og turde gå på egen vej. Den handler om at lære af det ukendte og de ukendte. Om at navigerer i kaos og flyde aktivt med livet. Erfare, at der er masser af støtte at hente både i og uden for os selv, hvis vi tør give slip på de gamle former, gamle forestillinger samt ”opbrugt” identitet. At bruge livet som læremester.

Min første tid i Indien var jeg nærmest beruset af glæde. Jeg følte en enorm frihed. Jeg rørte ikke ved noget der ikke bevægede sig af sig selv. Så dejligt uanstrengt. Fra at have haft en fuld booket kalender i adskillige år, skal der vel ikke meget fantasi til at forestille sig hvor fantastisk det er, slet ikke at have en kalender. Hvilken luksus, at kunne stoppe op i livet – være langsom – have tid og rum til fordybelse. Jeg fik breve fra DK hvor vennerne spurgte mig hvordan jeg kunne lave ingen ting - og så i så lang tid. Ja, det var slet ikke noget problem. Ikke de første 5 måneder.

Jeg lejede at lille hus i det sydlige Indien i en lille provinsby, Tiru. Den er støjende, støvet, møg beskidt, varm, lugter grimt flere steder, og er totalt kaotisk, - og jeg elsker det. Jeg elsker at bevæge mig rundt i denne form for kaos, og følge med flowet. Vejene er relativt smalle, da det er en mindre by. Her er tæt bebygget af både forretninger og boliger imellem hinanden. Der er ingen trafiklys, så det er med at være vågen i trafikken. Der er kun få cykler, oksekærre og biler, men masser af knallerter, autorickshaw og rigtig mange gående mennesker. De bevæger sig alle ud og ind mellem hinanden i en eller anden slags orden, man lige skal tune sig ind på. Her dyttes og ringes på klokker i en uendelighed. Det er heller ikke altid – faktisk langt fra altid, at almindelige regler, som det at holde sig til sin egen side af vejbanen, overholdes. Så det er med at være fleksibel, ellers går det slet ikke. Det kaos giver god træning i at holde sin centrering i stedet for at holde på sin ret.
De gange jeg slet ikke kan holde ud at være i byen, hæfter jeg mig ved, at det er mig, der ikke er sunket nok ind i mig selv. Det er mig, der ikke er i fred. Det er mig, der vil, at trafikken skal bevæge sig anderledes, end den gør. Det er mig, der syntes, at den person, der møver sig ind foran lige nu, er en stor klovn – i stedet for selv at gå til side. Så på sin vis er måden at færdes i byen på et godt termometer for egen tilstand.
Hele skønheden ved dette, er den måde inderne bevæger sig rundt imellem hinanden på. Det er den lille mand, der står lige derovre ved et lille mini tempel med en skulptur af et gudebillede og er ved at hengive sig til Gud – i fuld offentlighed. Det varmer altid så inderligt. Og det er kvinderne i deres smukke sari i alskens farver, der bevæger sig graciøst af sted gennem mylderet. Det er børnene – nyvaskede og i endnu rene uniformer på vej til skole med alt for store skoletasker, med forventningsfulde strålende øjne. Det er den lille senede mand, der sidder på jorden med sin lille bitte butik med låse og nøgler. Han tjener til dagen og vejen, under en falmet og laset paraply, i håb om lidt skygge for den bagende sol. Det er den lille spinkle dame med de store smykker på hver side af næsen. Hun sidder et lille stykke derfra, sammen med andre blomsterdamer, og laver blomsterkranse med hurtige hænder, og binder den ene lille jasmin efter den anden. Det er mændene, der står og graver ved vejen i bar overkrop – i bagende sol og bare tæer – med en enkelt skovl og hakke som værktøj.
Alle disse smukke mennesker. 

Så startede skridt for skridt en periode med intens tomhed. Fantastisk ubehageligt. Jeg følte ikke for noget som helst. Andet end flytte mig fra den stigende varme jeg boede i i det sydlige Indien. Jeg må nor på til bjergene, tænkte jeg – men hvor??? Jeg var igen og igen et stort spørgsmålstegn. Jeg kunne selvfølgelig med min vilje beslutte mig for noget. Det ville være den nemmeste sag for mig. Men jeg var optaget i at lade mig bevæge og derfor lytte til hvor livet ville føre mig hen – at følge mit indre flow. Det føltes ikke essentielt at skubbe mig selv af sted med min vilje, hvad jeg har gjort i rigt mål i mit liv. Så jeg blev i tilstanden til den opløstes af sig selv.

Tilbage i DK.
Efter i alt 2 år i Indien, fik jeg lyst til at rejse tilbage til Danmark. Nu havde jeg meget appetit på at give anderledes professionelt, og følte også det ville være dejligt atter at være med familie og venner.
Hvordan jeg ville bidrage med min profession var ikke helt klart, men jeg var meget optimistisk, da jeg glædede mig til atter at leve i Danmark.

Det blev imidlertid en lang og ensom rejse at bringe Østen med tilbage til Vesten. Jeg følte mig ofte som en skjult immigrant – ser dansk ude, taler dansk, er dansk – men inden i ser min verden helt anderledes ud. Ofte har jeg slet ikke ord for det – og jeg vælger at tie i stedet. Det er nok også det klogeste. Et nyt sprog er ved at bane sig vej. Jeg lytter bedre i stilheden.

Jeg har været i DK i snart 3 år og jeg aner ikke hvor de år er blevet af. Jeg har været rystet flere gange over hvor langsommeligt det er, at starte et nyt liv på benene igen. Et liv som er i overensstemmelse med sådan som jeg vil leve. Det har været alfa og omega for mig at integrere de kvaliteter jeg har bragt med mig fra Østen til den vesterlandske verden.
Det er efterhånden lykkes mig, og jeg er dagligt fyldt med taknemmelighed over at have haft denne enestående chance i livet.

Jeg er naturligvis åben for kontakt hvis der skulle være interesse for at netværke.

Anne
21 Marts 2009

Opvokset i England
I 1982 flyttede min familie til England.
Jeg var 4 år og på det tidspunkt var det ikke så normalt at flytte hele familien til udlandet. Mine brødre og jeg kom i engelsk skole og levede et relativt almindeligt engelsk liv, selvom vi holdte fast i danske traditioner derhjemme (sprog, mad, indretning,
jul på den 24. osv). Men med engelsk skolegang, engelske venner, engelsk dagligsprog og engelske vaner ville man ikke vide, at vi ikke var engelske, med mindre man hørte vores navne.
Mine brødre er siden blevet gift med søde engelske piger, har familie derover, og jeg er i tvivl, om de nogensinde vil flytte til Danmark. Derimod, havde jeg muligheden for at "blive dansk", så efter have arbejdet
i London nogle år og et eventyrår i Nicaragua, flyttede jeg til Danmark og fik job hos Grundfos. Det var i 2005.

Retur til Danmark
Danmark er et dejligt land at besøge, men noget mere kompliceret at flytte til, især når man ligner en dansker, har dansk navn, taler rimeligt dansk men ikke kender landet og dens kultur. Jeg ved nu, at Danmark har mange forskellige kulturer, den lokale kultur i Bjerringbro er meget anderledes fra København eller Aarhus. En stor del af succes
i integration kommer fra at have to ører og en mund, især i starten. Men for mig var det også nyttigt at forklare om den kultur, jeg selv kom fra, hvordan andre tænker. Det skaber en størrer sympati og
opmærksomhed omkring kulturel forståelse. Så var det også vigtigt at "hit the ground running" i Danmark, ved at lære sproget, normal adfærd, prioriteringer, osv så hurtigt som muligt, så man selv har forståelse
for "normal procedure".

Rød Grød med Fløde
Jeg ved ikke, om andre har samme erfaring, men da jeg fik et kulturshok, da jeg kom til Danmark, søgte jeg andre med samme erfaringer. Nogle måneder efter jeg ankom, fik jeg samlet en gruppe af
de andre internationale medarbejdere i Grundfos og sammen kaldte vivores klub, "Rød grød med fløde klubben", idet ingen af os teoretisk kunne sige det perfekt. Den er siden vokset til næsten 50 personer fra 30 lande og lever et aktivt liv i Grundfos' sociale dagligdag. Selv om jeg nu rejser meget, driver jeg klubben med en gruppe andre og deltager selv, når jeg er hjemme. Vi tager os af nogle af de kulturelle aspekter ved at flytte til Danmark, har velbesøgte kulturseminarier (hvor vi selv forklarer om de lande og kulturer vi kommer fra) og arbejder med vores
personaleafdeling for at forbedre vilkår for udlandske medarbejdere. Vi får god opbakning fra Grundfos' ledelse og er
kommet langt på de sidste 3 år.

International karriere
En af årsagerne til, at jeg ville flytte tilbage til Danmark, var at arbejde internationalt i en stor dansk virksomhed,
hvor man har de gode værdier og vilkår fra dansk arbejdesmiljø, kombineret med dagligdags arbejde med spændende kulturer
og sprog. I 2008 blev jeg marketingmanager for nogle af vores "emerging markets", dvs. Syd Amerika, Afrika, Mellemøsten, Tyrkiet og Indien. Nu rejser jeg 150+ dage om året i de lande og har som mål at udvikle Grundfos' salg og markedsposition i disse "svære" lande. Og jeg elsker det. At arbejde med spændende kulturer, dygtige mennesker
og skabe resultater under svære vilkår.

Fremtiden
Jeg er kun 31, så der er mange muligheder for fremtiden. Men jeg er meget glad for, at jeg tog beslutningen at flytte tilbage til Danmark og blive dansk igen. Jeg elsker mit job, Grundfos, de mennesker jeg arbejder med og livskvaliten ved at bo i Danmark. Det slår alt i udlandet. Men jeg er også meget glad for den forbindelse,jeg har med udlandet, både til dagligt, men også gennem Rød grød klubben, hyppige rejser til udlandet og mit internationale netværk. Jeg opfordrer alle til at bruge mindst et år af deres liv i udlandet, gerne iudviklingsårene inden man fylder 30, hvor man har større mulighed for at blive formet af de indtryk ved at bo i en anden kultur. Danmark er et lille land i en stor og spændende verden. I fremtiden er det dem, som har prøvet at arbejde/bo i udlandet, som bliver mest attraktive på jobmarkedet.

Jeg er åben for kontakt, hvis folk vil gerne netværke.

andreas
15 feb 2009